x

Metallica a la mellemøsten

Metallica a la mellemøsten

Metallica er i fuld gang med indspilningerne til deres kommende, niende album. Det store amerikanske metalband med den danske trommeslager har forskanset sig i et Los Angeles-studie med ingen ringere end Rick Rubin – et regulært producer-ikon med samarbejdspartnere fra Red Hot Chili Peppers og Beastie Boys til Johnny Cash og Donovan på CV’et.

Metallicas Århus-koncert den 13. juli – en del af bandets ”Sick of the Studio Tour” – ligner en oplagt mulighed for at få en forsmag på opfølgeren til 2003’s ”St. Anger”. Men allerede nu løfter guitarist Kirk Hammett sløret for en overraskende udvikling i metal-mastodontens sound.

Til det officielle fanklub-magasin So What! udtaler den omgængelige Hammett således, at mange af albumme sange klinger "arabisk":
– Der er et virkelig usædvanligt tema, der har arbejdet sig vej ind i musikken, udtaler Hammett.
– Meget af musikken er præget af nogle figurer med udtalt arabisk eller mellemøstligt præg, der går igen og igen.

Præcis hvordan forbindelsen mellem Metallica og mellemøsten er opstået, ved guitaristen ikke:
– Måske er det bare tidsånden. Du ved, mellemøstlig kultur er meget oppe i tiden, og måske vil vi som kunstnere gerne forsøge at kaste lys over de positive aspekter af den kultur – for eksempel musikken, forsøger Hammett sig.

Efter planen vil indspilningerne af Metallicas niende album blive afsluttet i august 2007, hvorefter resultatet udgives enten sent i 2007 eller – mere sandsynligt – først på 2008.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA