Nyhed

Festivalen 48 Timer byder foråret velkommen

Den københavnske kulturfestival løber af stablen for fjerde år i træk

Det er fjerde år i træk, at den københavnske kulturfestival 48 Timer byder foråret velkommen med en bred vifte af kulturelle begivenheder. Festivalen bliver indledt af et åbningsbrag på Den Røde Plads i hjertet af Nørrebro, der vil byde på en stribe kulinariske oplevelser, aktiviteter - og ikke mindst gratis koncertoplevelser. De 48 timer vil være sammensat af mere end halvfjerds kulturbegivenheder, der kommer til at foregå i alle afkroge af Nørrebro. Festivalen løber af stablen den 24.-26. april.

"Selvom vi er en kulturfestival, afspejler musikprogrammet mangfoldigheden i festivalen. Folk på Nørrebro er gode til at indgå samarbejde på tværs af netværk, og det gør 48 Timer til en unik Nørrebrooplevelse. I Hilerødgadebadet kan man tage en aftenssvømmer blandt selvlysende bobler akkompagneret af elektroniske liveacts ved bassinkanten, på Lundtoftegade er der privatkoncerter hjemme i beboernes stuer, og i den lokale pladebiks på Blågårds Plads vil forfattere læse op af deres værker," fortæller Sofie Jekel, der er festivalens eventkoordinator.

Der bliver sat lyd til festivalens startskud af fire danske navne, der spiller gratis på Den Røde Plads, hvor DJ Master Fatman også vil være at finde. Mellemblond inkasserede ikke mindre end fem stjerner af GAFFAs anmelder, Michael Jose Gonzalez for albummet "Lysvågen". De har derudover været nomineret til fire Steppeulve, og koncerten på Den Røde Plads bliver den første efter udgivelsen af deres dugfriske album "Fra Et Sted". 

Danish Machines er en instrumentalistisk duo, som spiller en god minimalistisk futuristisk elektro med stærke referencer til populær sci-fi kultur.



Også Ponyblod begejstrede GAFFAs anmelder, Maria Therese Seefeldt Stæhr, der beskrev det selvbetitlede album således: "Med cool cuts og flydende flow byder de ind med et kreativt univers, der leger med ordene, uden at det bliver plat, og holder fast i "de gode gamle dyder" med mix og musikalske krumspring". Ponyblod består af Tue Track fra Malk de Koijn og Khal Allan, bedre kendt som Khalazer. 

Patchanka består en broget flok med rødder i Libanon, Spanien, Italien, Indien og Danmark. En koncert med den anmelderroste gruppe kan sammenlignes med rygsæksrejse igennem verdens kontinenter. Der er både elementer fra punk, pop, reggae, ska, balkan og nuancerne ind imellem.

Du kan læse tilmelde dig arrangementet på 48 TIMERs facebookside eller orientere sig om det fulde program på festivalens hjemmeside.


 


 

ANNONCE