x

Decorate.Decorate. på spritnyt pladeselskab

Decorate.Decorate. på spritnyt pladeselskab

Decorate.Decorate. er et upcoming-orkester med godt et år på bagen, der efterhånden har stablet sig et ganske godt ry på benene i insider-kredse. Target er et fem år gammelt distributionsselskab med appetit på at udgive plader. Sammen sender de mandag den 21. maj deres fælles debut ”Normandie” på gaden.

– Vi har længe haft lyst til at opstarte vores eget pladeselskab, fortæller Target-direktør Michael H. Andersen. Som styrmand i ”det største helt uafhængige danske musikdistributionsselskab” har han været med til at sende album med alle fra Volbeat og Motörhead til Morrissey og Olesen-Olesen på gaden. Nu finder han tiden moden til at udgive noget selv.

– Tiden føles rigtig, bandet er det rette, og med folkene og sjælen fra Target i ryggen mener vi, at Tactic Records kan gøre en forskel, udtaler direktøren.
Decorate.Decorate.-sanger Asbjørn Auring Grimm glæder sig på sin side over ”de frie rammer, aftalen indbefatter” og ser frem til et ”langt og helhjertet” samarbejde med det nye pladeselskab.

Decorate.Decorate. kan opleves allerede i aften på Lille Vega, hvor de deler plakat med Tiger Tunes-afkommet Beta Satan og Good Luck Casper.

Decorate.Decorate.

Tactic Records


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA