Black Sabbath-forsangeren svarer på trommeslagerens offentlige appel
Forleden krævede Bill Ward på Facebook en offentlig undskyldning af Ozzy Osbourne, for alle dennes fornærmelser og usande udtalelser om ham. Nu griber Ozzy Osbourne så til tasterne for at give et svar på Wards appel. Det blev dog ikke, som Ward havde ønsket, for på sin Facebook skriver Osbourne:
"Hvad fuck snakker du om? Jeg kan ikke undskylde for udtalelser eller meninger, jeg måtte have ytret mig om til pressen i forbindelse med Sabbaths '13'-album og turné. Fysisk ved du, at du er fucked. Tony, Geezer og jeg selv tænkte, at du ikke var i stand til at gennemføre et to timers sæt med en trommesolo hver aften, så vi tog en beslutning og valgte at komme videre. Med Tonys tilstand følte vi ikke, at tiden var med os."
Osbourne hentyder til et interview fra 2013, hvor han havde kaldet Ward for "utrolig overvægtig" og udtalte: "Jeg tror ikke, at han ville være i stand til at gennemføre gigget, for at være helt ærlig. En trommeslager skal være i form. Han har allerede haft to hjerteanfald. Jeg vil ikke være ansvarlig for hans liv."
Disse udtalelser står han i dag stadig ved og mener samtidig, at Wards udtalelser om, at en dårlig kontrakt skulle være en af årsagerne til, at han ikke ville fortsætte som trommeslager, er et røgslør for hans dårlige helbred:
"Dybest set ved du, at du ikke er i stand til at indspille albummet og gennemføre en 16 måneder lang turne. (...) Din sidste indlæggelse var grundet en skulderskade, som du siger, du først lige er kommet over. Dette ville havde betydet, at vores turne ville være aflyst. Så hvordan er dette min fejl? Stop med at spille offeret og vær ærlig over for dig selv og dine fans."
Osbourne kommer dermed ikke med undskyldning, men han har dog selv en appel til trommeslageren:
"Bill, vi går langt tilbage, lad os stoppe dette, før det kommer ud af kontrol."