x

Ny dansk festival: 60 Minutes Festival

Ny dansk festival: 60 Minutes Festival

Så skyder endnu en festival op af den danske muld: 60 Minutes Festival.

Copenhagen Phil (Sjællands symfoniorkester) koger deres klassiske orkesters 60 minutters koncerter ind til en en koncentreret festival den 10.-13 februar 2016 i Konservatoriets Koncertsal (det tidligere Radiohus). Mere specifikt bliver der tale om fire koncerter med fire toneangivende kunstnere i fire samarbejder på tværs af genrer. De fire danske kunstnere er: Den Sorte Skole, Broken Twin, Love Shop og Nikolaj Nørlund. Nørlund skriver i øvrigt ny musik til et album, der indspilles sammen med Copenhagen Phil og udkommer på koncertdagen.  

Den Sorte Skole

Det klassiske kammerorkester kommer til at møde to dj's, der er bevæbnet med pladespillere, samplere, effektmaskiner og tusindvis af gamle vinylplader fra alle verdenshjørner. De klassiske instrumenter kommer til at indgå i samspil med feltoptagelser af rituelle ceremonier fra Amazonas, tidlig tysk eksperimenterende elektromusik, thailandsk kvindesang og sumpede amerikanske blues kor. Skellet mellem musikalske genrer og kulturer vil blive ophævet i en hybrid sammensmeltning af rytmer og stemning. Den Sorte Skole og Copenhagen Phil uropfører den 10. februar 2016 andet kapitel af Den Sorte Skole og Karsten Fundals symfoni-trilogi. Et værk, der tager kunstnerisk afsæt i Den Sorte Skoles udgivelse "Lektion III" fra 2013. 

Broken Twin

Opførelsen af sangene fra Broken Twins debutalbum, "May", afrunder et par travle år for den unge danske sangskriver Majke Voss Romme, hvis insisterende sange har vagt god genklang i store dele af verden. Den 11. februar 2016 får publikum lejlighed til at høre sange fra albummet i nye arrangementer, når Broken Twin og Copenhagen Phil kaster det op i luften, og griber det på en alternativ måde. Koncerten bliver et punktum for sangerindens arbejde med debutpladen, da hun efterfølgende vil dedikere sin tid til at skrive sange til et nyt album. 

Love Shop

Med Jens Unmack i front møder en af de store i dansk rock, Love Shop, Copenhagen Phil i en 60 minutes koncert den 12. februar 2016. Symfoniorkestret vil fejre det danske band med en koncert, der bliver en art greatest hits i nye forklædninger. Højdepunkterne fra Love Shop vil med andre ord blive set gennem nye klangkonstellationer og symoniske fortolkninger. Om koncerten siger Love Shop selv: "For at fejre vores 25-års jubilæum (2015) udfordrer vi både os selv som band og vores publikum i håb om at vise en helt ny side af Love Shop. Det ser vi ingen fornemmere platform for en med samarbejdet med Copenhagen Phil, der forhåbentlig udmønter sig i en koncert, ingen før har set."

Nikolaj Nørlund

Der vil blive tale om en uropførelse, når Nikolaj Nørlund afslutter 60 minutes festivalen den 13. feburar 2016 i samarbejde med Copenhagen Phils mange musikere. Nørlund har i den anledning sat sig for at skrive helt ny dansksproget musik. Det skal ende ud i et album, der bliver indspillet i løbet af efteråret 2015 - og albummet vil så blive udgivet på selve koncertdagen. 

Du kan købe billetter til 60 Minutes Festival fra den 30. april 2015. 

 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA