x

Medie: Noel og Liam har indgået gentleman-aftale om at gendanne Oasis

Medie: Noel og Liam har indgået gentleman-aftale om at gendanne Oasis

Noel og Liam Gallagher skulle angiveligt have begravet stridsøksen, hvilket er lidt af en nyhed i sig selv. Ifølge Daily Mirror skulle brødrene have indgået en gentleman-aftale om at gendanne Oasis næste år.

Selvom gruppen gik fra hinanden tilbage i 2009 efter interne stridigheder mellem de to brødre, skulle tiden efter sigende have helet såret. I sidste måned lagde Liam et billede ud på Twitter af sig selv med et backstagebillet til en af Noels koncerter, og senere opfordrede Noel sin lillebror til at udgive et soloalbum.  

"Det er stadig for tidligt at komme med nogle detaljer, men Noel og Liam er på god fod med hinanden og er klar til at starte på en frisk. Intet er underskrevet, men der eksisterer en såkaldt gentleman-aftale mellem dem," udtaler en unavngiven, men ifølge Daily Mirror troværdig kilde. "I sidste ende er de familie og uanset, hvad der er sket, kan det løses - de er meget tætte under al mudderkastningen."

I et interview til Q for tre måneder siden udtalte Noel, at en gendannelse af Oasis udelukkende ville være en pengemaskine. "Hvis jeg nogensinde skulle gøre det, ville det være for pengenes skyld," proklamerede han og fortsatte: "Ville jeg gøre det for velgørenhed? Under ingen omstændigheder. Vi er ikke den slags mennesker. For Glastonbury? Jeg tror ikke, at Michael Eavis har nok penge. Men ville vi finde sammen igen en dag? Så længe at alle stadig er i live og har hår på hovedet, er det altid en mulighed. Men kun for pengene."

Liam har derimod andre bevæggrunde for en gendannelse. Det nylige brud med orkestret Beady Eye, der sidste år gik fra hinanden efter fem år og to albums, skulle have efterladt Liam med et brændende ønske om at kickstarte sin karriere på ny. "Noels solokarriere har været en kæmpe succes med topplacerede albums og udsolgte turnéer, hvilket Liam ikke har været i stand til med sin gruppe, Beady Eye" udtaler kilden. "Han er klar til at forsøge at lægge stridighederne bag sig for at komme tilbage på scenen sammen, nu da Beady Eye er gået fra hinanden."

Tiden må vise om de to nyudklækkede gentlemen kan overholde deres aftale, og indtil da kan du krydse fingre til nummeret "Don't Look Back In Anger":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA