x

Neil Young annoncerer nyt med legendes sønner

Neil Young annoncerer nyt med legendes sønner

Neil Young har, på trods af han nærmer sig de 70, ikke tænkt sig at lægge guitaren på hylden endnu. Sidste år udkom således to album i hans navn, og nu er der kommet udgivelsesdato på et nyt fra hans hånd. "The Monsanto Years" hedder albummet, der er fastlagt til at udkomme 16. juni, skriver Rolling Stone. Pladen er lavet i samarbejde med amerikanske Promise of the Real, der tæller to af Willie Nelsons sønner blandt sine medlemmer. Der er tale om et protestalbum, der lægger sig direkte i forlængelse af Neil Youngs kritik af den amerikanske kaffegigant Starbucks.

Neil Young har de senere år helliget sig mere og mere til kampen for et bedre miljø. Det amerikanske firma Monsanto specialiserer sig i genetisk modificerede organismer, også kaldet GMO'er, og har gennem årene fået meget kritik af Young. Det nye album kommer til at bestå af en række sange, der forholder sig kritisk til firmaet og deres metoder. Med titler som blandt andet "Seeds", "Monsanto Years" og "Rock Starbucks" tyder alting på, at Young har varmet op til virkelig at harcelere mod nogle store firmaer.

Da Neil Young sammen med sine evige følgesvende Crazy Horse gæstede København i juli sidste år, fremførte han som sit ekstranummer sangen "Who's Gonna Stand Up and Save the Earth", ligesom han i sit hit "Rockin' In the Free World" tilføjede et ekstra vers, der tydeligt viste hans modstand mod olie og fossile brændstoffer. Koncerten blev vel modtaget af GAFFAs anmelder Espen Strunk, der blandt andet kaldte koncerten "et gnistrende genhør" med Neil Young.

Nyd optagelsen "Who's Gonna Stand Up and Save the Earth" i en nedbarberet udgave nedenfor: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA