Nyhed

Lej Kurt Cobain og Courtney Loves gamle lejlighed

Hvis du skal et smut forbi Los Angeles, kan du passende booke en overnatning i Kurt Cobains gamle lejlighed på airbnb

Når det regner på præsten, drypper det på degnen. I dette tilfælde er degnen den amerikanske udlejer Brandon Kleinman, der har overtaget Kurt Cobain og Courtney Loves gamle lejlighed i Los Angeles. "Befind dig i soveværelset, hvor Kurt Cobain og Courtney Love engang boede. Du vil blive gennemvædet af rockhistorien OG en fantastisk lokation," skriver han på udlejningssiden airbnb, hvor han udlejer sin bopæl for den nette sum af 2100 kroner pr. nat, eller 8000 kroner for en hel uge.

Kurt Cobain og Courtney Love boede i lejligheden i Fairflax mellem 1991 og 1992, og her nørklede Cobain med sine malerier og sangtekster. "Jeg sad sammen med udlejeren, da jeg underskrev lejekontrakten, og lige så snart, jeg havde skrevet min underskrift på den stiplede linje, sagde han: 'Okay, nu kan jeg godt fortælle dig den virkelige historie bag lejligheden," udtaler Kleinman til hjemmesiden, Vulture. "Han holdt det hemmeligt, fordi han ikke ligefrem fandt fremragende lejere, når han reklamerede med lejlighedens baggrundshistorie. Han fortalte mig også, hvordan det havde været at have Kurt Cobain boende, og hvad jeg skulle være opmærksom på."

Ifølge Vulture var det en vandskade, der fik parret til at forlade lejligheden i halvfemserne efter uoprettelige vandskader på guitarer, kunstværker og dagbøger, som Cobain opbevarede i sit badekar. Der er imidlertidigt blevet rettet op på skaden, og lejligheden er nu fuldstændig vandtæt.


Hvis du skulle have lyst til at svælge dig i rockhistorien, kan du finde se lejligheden efter i sømmene her og når Kurt Cobain synger "Where did you sleep last night?", så kan svaret jo passende lyde: i din gamle lejlighed, såmænd.

ANNONCE