x

Smukfest-aktuelle Beck – En blid californisk omfavnelse

Smukfest-aktuelle Beck – En blid californisk omfavnelse

Interviewet blev oprindeligt bragt i marts 2014

Selvom Beck ikke ser ud til være ældet nævneværdigt, siden han for første gang sang "I'm a loser baby, so why don't you kill me" igennem fjernsynsskærmen og dermed blev en af MTV-generationens fremmeste slacker-ikoner, så er hans musik gennemgået en forædlingsproces, der har krævet et par årtier at modnes. Hans nye album Morning Phase er en tilbagevenden til den akustiske melankoli på Sea Change fra 2002, men som kunstner har han aldrig syntes længere borte fra den vittigt rappende persona i 90'erne end på disse langsomt bølgende singer/songwriter-perler. Her findes ingen spydig ironi, kun oprigtighed.

Og en slående musikalsk selvtillid. Han har aldrig før lavet et album, der emmer så meget af Californien, både i henhold til den musikalske kanon det læner sig opad – med The Byrds, Crosby, Stills and Nash, Gram Parsons og Neil Young som klare referencepunkter – og sindsstemning. Men tænk ikke på Santa Monica eller Venice Beach. Tænk i stedet på de lange kyststrækninger, de henlagte strandes dramatik og de episke dale i Big Sur.

At Beck, den 43-årige familiefar med tolv album i bagagen, til stadighed besidder en naturlig slacker-charme blev meget tydeligt, da jeg i november deltog i en lyttefest for Morning Phase på Captitol Records i Hollywood, afholdt i selskabets legendariske Studie A. Efter at jeg sammen med hundrede andre journalister og branchefolk har lyttet til det fantastiske nye album, dets tekster projekteret op på væggene, der omgiver os, dukker Beck selv op i rummet.

Men i stedet for at give os nogle anekdoter om sangskrivningen – som det er kutymen til sådanne lyttefester – peger han på den sidst projekterede tekst på væggen og udslynger: "Jeg kan godt lide skrifttypen" og takker af. Der fornemmes ingen arrogance, tværtimod udstråler han en varm ydmyghed. Men det hele er uhørt komisk på en elskværdig måde. Og derfor typisk Beck. Da jeg senere får ham i tale over telefonen, er han mere fattet og klar i mælet.

Jeg har netop været på Sundance Film Festival og jeg så der en kortfilm, hvor du taler med multimediekunstneren Doug Aitken om musikskabelse og sammenligner processen med at forme kaos. Kan du uddybe det?

– Hvert album og hver sang, jeg laver, er en ny oplevelse. Jeg lærer hele tiden at navigere mig igennem sangskrivningsprocessen og indspilningsprocessen på ny. Det er som hele tiden at skulle lære en ny, nem variation af ét og samme sprog. Så ja, jeg synes, at det er en slags kaos, og derfor forsøger jeg også at skabe kaos, og siden at udvinde mening fra det kaos. For det er i kaosset, at alle de gode ting sker. Det som man ikke havde planlagt eller forventet. Det er de interessante ting. Måske jeg går i studiet med 20 sange og forsøger at indspille dem alle sammen. Siden hen kan én af de sange, som jeg ikke var særlig begejstret for, da jeg indspillede den, vise sig at være den mest interessante, mens de sange jeg havde størst forventning til ikke leverer.

I forhold til uforudsete hændelser, hvilken påvirkning har din rygskade så haft på din musik?

– Den påvirkede naturligvis hele mit liv, og musikken jeg skriver kommer jo fra mit liv. Ens musik er baseret på ens oplevelser, så jeg tror, at alt hænger sammen.

Du har til dels været inspireret af kunstnere som The Byrds, Gram Parsons og Neil Young under arbejdet med Morning Phase, og du har sagt, at du har villet lave et album i den californiske tradition. Men det er californisk på flere måder.

– Ja, albummet har meget af den der kystnære følelse over sig. Men i forhold til inspiration kommer den nok mest fra den stemning, som jeg ville have, at sangene skulle bære præg af.

Hvordan vil du beskrive den stemning?

– Det er nok snarere en kombination af stemninger. Måske det handler om en isolationsfølelse og en følelse af at forsøge at finde substans og mening og en kerne. At forsøge at komme igennem en slags tumult og finde en vej ud igen. At forsøge at opdage både styrker og svagheder. Den slags grundlæggende emner går tilbage til gospelmusik og spirituel musik som sådan. En universel længsel efter forløsning. Men ikke på sådant et religiøst plan, men snarere på et meget menneskeligt og inkluderende plan.

Jeg opfatter stemningen som stærkt meditativ, hvor et mørke og et alvor møder en blødhed og en optimisme. Er det noget du stræbte efter?

– Albummet blev delvist sådan af sig selv, og delvist fordi jeg medvirkede til at gøre det sådan. Jeg har nogle andre sange som er meget mørkere, med refleksion, som bærer på en større fortvivlelse. Men jeg forsøgte at vælge nogle sange, som udtrykker et valg om at komme igennem vanskelighederne. Det var sådan et album, jeg ville lave. Jeg ville have, at det rummede præcis de følelser, man har efter netop at have lagt noget hårdt bag sig.

 

Hjælp fra far

Din far, komponisten David Campbell, tager sig af strygerarrangementerne. Hvordan er det at arbejde med ham i dag? Har jeres dynamik ændret sig siden jeres første samarbejde?

– Det er meget afslappende. Jeg ringer til ham og siger "Det her er, hvad jeg har lyst til at gøre" og spiller delene for ham. En gang imellem spiller jeg præcis, hvordan jeg vil have det til at lyde på mit keyboard, og han skriver det i noder. Han hjælper mig med de tekniske bidder. Normalt har jeg noget meget specifikt i tankerne, når jeg beder ham om hjælp. Det kan let blive en smule sentimentalt, når man bruger et orkester i en popsang. Der findes mange toner, som man må undlade at bruge, så det ikke bliver for sukkersødt og klistret. Jeg ville have noget enkelt og klart på Morning Phase.

Albummet går tydeligvis tilbage til Sea Change fra 2002 i lyden. Hvorfor?

– Jeg har mange fans, som foretrækker Sea Change, og jeg har gerne villet lave et nyt album for dem i flere år. Og det her virkede som en meget god mulighed for at gøre det.

Hvordan forholder du dig til din vidde som kunstner. Tror du, at den kan forvirre?

– Ja, jeg har medlidenhed for dem, som kommer for at se mig live, fordi de kan lide Sea Change, og så går vi i stedet i gang med at spille sange fra Guero eller Midnite Vultures. Men jeg vil heller ikke fornægte mine egne kreative impulser, sådan, at jeg kun må lave én slags musik. Det passer ikke på mig. Jeg vil lave alt.

Har du tænkt på at antage et alias, som for eksempel Damon Albarn og Thom Yorke har gjort?

– Ja, endda fra begyndelsen af min karriere. Men jeg blev frarådet af folk, som jeg arbejdede med. Jeg tror, at tanken var, at jeg ikke skulle forvirre lytterne ved at have flere navne. Men jeg ved i dag, at det tværtimod er forvirrende at udgive musik som er meget spredt i forhold til genrer under ét og samme navn, fordi fansene ikke ved, hvad de kan forvente – om det er musik de kan spille til en fest, eller om det er triste, akustiske sange. Men forhåbentligt har jeg etableret en tilgang til musik, som mennesker investerer i som en helhed. Lidt ligesom når man går ind og ser en ny film af en instruktør, man synes om, hvor det ikke betyder noget om det er et drama, en western eller en krigsfilm.

 

90'ernes Beck

Hvad føler du, når kigger tilbage på 90'ernes Beck?

– Det er lidt sjovt, for jeg begyndte først at udgive album fra midten af 90'erne, så det årti er blot fem-seks år af min musikhukommelse. Og jeg føler mig afkoblet fra meget af det, der skete i musikverden dengang. Måske findes der visse koblinger mellem det jeg gjorde og andre bands. Men jeg synes, at jeg er meget mere en del af den nutidige lyd i dag i 2014, end jeg var i for eksempel 1994.

Samtidig er lyden på Morning Phase meget retro. Er du enig i det?

– Jeg hører lidt John Martyn og lidt Nick Drake, som er en af mine store idoler. Men jeg lytter ikke til musik for så siden hen at forsøge at kopiere den. Jeg synes dog, at der findes et musikalsk sprog for mennesker på min alder, som introduceredes gennem personer som Neil Young, der er aktuelle selv den dag i dag. Vi befinder os stadig inden for den samme musikalske ramme. Den mest populære, den mest lyttede til musik i verden er FM-radiorock fra 70'erne. Men det kan være, at det er en helt anden lyd, der er populær om 40-50 år, hvor den musik jeg spiller nu svarer til klassisk musik.

Jeg er glad for, at du nævner Nick Drake. Jeg hører en tydelig arv fra ham.

– Tro mig, jeg håber, at jeg en dag laver et album, hvor jeg forsøger at kopiere ham rigtigt, haha! Men der er ingen mening i at lave en dårligere version af noget, en anden allerede har gjort. Men må lave sin egen personlige version.

Hvad synes du selv du har opnået med Morning Phase?

– Jeg har skrevet mange nye sange, som er mindre direkte og umiddelbare end dem her, og jeg kunne have udgivet dem. Men når jeg står på scenen, så ser jeg, hvad virker. Jeg vil oprette et bånd til publikum og kunne være direkte og personlig. Og jeg tænkte, at når jeg på det her album ikke benyttede mig af al den teknologi, som jeg har anvendt så meget af tidligere, så ville det lykkes mig. Ikke fordi at det som lyder ældre nødvendigvis lyder bedre, men på grund af den enkelthed som derigennem bliver mulig. Hvad kan man gøre med sin stemme, en guitar, trommer og bas og måske et klaver? Det var udfordringen. Og det føles stadig meget aktuelt og relevant.

 

Scientolog og slacker

Det er almenkendt, at Beck og hans familie er dybt involverede i Scientologi-kirken. Beck voksede op med L. Ron Hubbards kontroversielle science fiction-religion, og han har siden 2004 været gift med skuespillerinden Marissa Ribsi – tvillingesøster til skuespilleren Giovanni Ribsi – som begge er dybt engagerede scientologer, og som begge blev introduceret til den religiøse verden af Becks mor.

Præcis som med andre prominente scientologer, er det sjældent, at Beck udtaler sig om, hvilken rolle kirken spiller i hans liv. Ofte har han ganske enkelt sagt "Ingen kommentar". Men da GAFFA spørger specifikt om koblingen mellem Becks tro og hans musik, giver sangeren et svar – om end et diffust et af slagsen.

Påvirkes din musik af, at du er scientolog?

– Nej, det påvirker overhovedet ikke min musik. Jeg har set websider, hvor folk påstår det, men det er noget pis. Det er ikke sådan, jeg ser mig selv som kunstner. Mit nye album er faktisk meget personligt og fuld af refleksioner over private oplevelser og livet i almindelighed. Og som sagt er det spirituelt, men det er den type af åndelighed, som findes hos Aretha Franklin, Simon And Garfunkel og Stevie Wonder. Det er ikke noget selvhjælpsalbum med spor af new age-religion. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle skrive musik om den slags ting. Jeg kan dog høre noget sådant i andre kunstneres musik.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA