x

Reportage: Ghettoen skød igen med musikalske perler

Reportage: Ghettoen skød igen med musikalske perler

Arkivfoto

Ghettoer består af bander, narkohandel og skyderi. Sådan er opfattelsen i hvert fald ofte, hvis man udelukkende følger den gængse mediedækning fra de "udsatte boligkvarterer". For at give en anden vinkel skød ghettoen AKB Lundtoftegade i stedet med musikalsk skarpt i forbindelse med weekendens 48 Timer Festival på Nørrebro.

Til kamp mod fordomme og med en fælleskærlighed for musikken præsenterede Puffin Artlab således i samarbejde med spillestedet Stengade, 48 Timers Festival, Maté Maté og Fritz Kola to dages intimkoncerter i beboerkvarteret Lundtoftegade under navnet Home is Where The Music Is/Ghettoen er mit hjem.

Skarpe skyts

I de frivillige beboeres lejligheder kunne man her opleve skarpe skyts som Bon Homme, Maggie Björklund, Télé Rouge, DoktorDoktor, Mouritz/Hørslev samt Outer Region og Kissaway Trail. Som gæst var jeg inviteret indenfor til afslutningskoncerten med Outer Region og Kissaway Trail.

Inden koncertens start blev vi modtaget i Lundtoftegades gårdhave. På trods for regn var der her smil, glæde og varme. To af stedets ældre beboere, Lotte og Henny præsenterede stolt deres historier fra Lundtoftegade med rundvisning af området. Herefter blev vi ført op i en af opgangenes lejlighed på 11. sal. Da vi trådte ind i lejligheden var stuen forvandlet til intim koncertsal med en fantastisk udsigt ud over København som baggrundstæppe.

Mødet med Outer Region

Først spillede Outer Region smukke toner ud i den fyldte stuen af gæster. Normalt består Outer Region af fire bandmedlemmer, men til aftenens akustiske koncert stod Niels Thorhuage på vokal og Johan Aaen på keyboard. Det var således en noget nedtonet affære sammenlignet med deres normale set up af surfrock-guitar og hardrock-trommer. Inden aftenen kendte jeg ikke til Outer Region, og det kunne være interessant at høre deres sange i et fuldt live-setup.

Intim med Kissaway Trail

Efter en kort rygepause på altanen og optankning af de fælles forsyninger stod Kissaway Trail parat til en helt unik liveoplevelse. Tæt pakket i stuen stod vi således klar, og ligeledes virkede Kissaway Trail beærede og ydmyge over at være lukket indenfor i stuen. Siden jeg sidst oplevede bandet live, var medlemmerne nu barberet ned til tre. Jeg glædede mig derfor til nu at opleve denne konstellation. Som fan var det yderligere helt specielt at få lov at stå mindre end en meter fra bandet, skråle og skåle i fællesskabet mellem bandet og publikum.

Først indledte trioen med "Now We Are Here" (fra ep'en "Nørrebro – Life is a B-side", 2013), og efterfølgende fik vi passende for festivalen "Nørrebro" (fra førnævnte ep og "Breach", 2014), der er en hyldest til bydelen. Sangen blev leveret med en smuk nedtonet indlevelse, hvor guitar, rumklag og vokal dominerede lokalet. Trommeslager Hasse Mydtskov havde i aftenens anledning skiftet trommerne ud med et keyboard. Til tider skulle Mydtskov også lige vænne sig til den nye rolle, og angiveligt var det første gang, han befandt sig bag et keyboard.

Hjerte rimer på smerte

Mest rørende var bandets hyldest til deres afdøde ven Sara, der for første gang blev sunget live. Medlemmerne var her tydeligt påvirkede af situationen, og de intime rammer gjorde, at følelsen hurtigt spredte sig til resten af stuen. I et fællesskål sprang gruppen herefter hurtigt videre og stemningen lettede igen. I det nostalgiske hjørne var "Smother + Evil = Hurts" fra debutalbummet (The Kissaway Trails, 2007), der ledte tankerne tilbage på gymnasietiden og et hjerte, der rimede på smerte. På tværs af minder og tilbageblik samlede publikum sig her om nostalgien i vuggede fælles rytmer.

Højdepunktet var "SDP" ("Sleep Mountain", 2010), der i den akustiske version blev trimmet helt ind til kernen. Her stod hver linje fra Thomas Fagerlund skingrende klart, og hvert guitarriff fra Søren Corneliussen skar igennem takt for takt.

Musikalsk fællesnævner

Aftenen var derfor en helt unik oplevelse for Kissaway Trail-fans, hvor man fik lov at mærke bandet helt tæt på uden filter. Rammerne for koncerten medvirkede også til en mindeværdig oplevelse. Lundtoftegades gæstefrihed og varme velkomst var i sig selv en oplevelse for sig.

Til trods for en broget folk blandet på kryds og tværs af generationer, religioner og baggrunde, fandt gæsterne på Lundtoftegade en fællesnævner i musikken. Her skal lyde en særlig tak for åbningen af jeres hjem, hvor sammenhold og hyldest til mangfoldigheden stod klart.

 

Kissaway Trail-sætliste: 

  1. Now We Are Here
  2. Nørrebro
  3. Close Up
  4. Storm Petrol
  5. Smother + Evil = Hurts
  6. Don't Wake Up
  7. SDP
  8. Tracy

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA