Nyhed

Koda offentliggør rekordresultat for 2014

Sangskrivernes rettighedsselskab havde et kanonår med en indtjening på 826 millioner kroner

Den danske sangskriverorganisation Koda, der blandt andet står for at sikre, at danske artister får betaling for at blive afspillet i radioen, har med et resultat på 826 millioner kroner atter slået sin rekord for indtjening på et år, skriver organisationen i en pressemeddelelse i anledning af offentliggørelse af årsberetning for 2014.

Det må siges, at Koda, de danske sangskriveres eget rettighedsselskab, har haft vind i sejlene de seneste år. Således har selskabet siden 2009 oplevet en stigning på 43 procent, og alene fra forrige til sidste år opnåede de en øget indtjening på 58 millioner kroner - eller hvad der svarer til fremgang på otte procent. Om det flotte resultat siger Anders Lassen, administrerende direktør hos Koda: "Med 2014-resultatet fortsætter Koda sin opadgående kurve med uafbrudt vækst siden 2010." Han tilføjer, at de på trods af den store fremgang stadig oplever, at mange af deres medlemmer er udfordret af, at musik i dag primært lyttes til på nettet.

Dermed kaster Koda yderligere benzin på bålet i den debat, der handler om den betaling, musikere og sangskrivere modtager fra streamingtjenester, mens kritikken i høj grad også bliver rettet mod multinationale selskaber som Google og Facebook, som, ifølge Anders Lassen, betaler meget lidt eller slet ingenting for brug af musik på deres platforme.


Koda kan også meddele, at Danmark, i modsætning til andre europæiske nationer, fortsat formår at omfavne de danske kunstnere. Således afslører årsberetningen, at Shaka Loveless i 2014 var den mest afspillede på P3 og P4 med sit hit "2 mod verden", ligesom også Julias Moon var særdeles populære på de to kanaler. Hos de kommercielle radiokanaler var det derimod Lukas Graham, der var mest populære danske kunstner med Hedegaard-samarbejdet "Happy Home".

Du kan læse mere omkring årsberetningen på Kodas hjemmeside.

Lyt til "2 mod verden" med Shaka Loveless, der altså var det mest afspillede nummer på P3 og P4, her:


 

 

 

ANNONCE