x

Elton John fylder 60

Elton John fylder 60

I dag, søndag den 25. marts, fylder Elton John 60. En bemærkelsesværdig musikalsk alsidighed og et stensikkert øre for fængende omkvæd gjorde ham til popstjernen over dem alle i de tidlige 70’ere – i bagklogskabens lys hans absolutte storhedstid. Album som ”Madman Across the Water”, ”Yellow Brick Road” og ”Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy” blev fejende succeser både hos anmelderstanden, i radioen og hos det pladekøbende publikum.

Siden har det kunstneriske udbytte været mere magert for den flamboyante kostumetrold, der blev født Reginald Kenneth Dwight for 60 år siden. Men han har bevaret en bemærkelsesværdig popularitet – fra 1970 til 1996 scorede han mindst ét top 40-hit om året – og efter halvfemserne, hvor han var mest kendt for musicals og Disney-soundtracks, har han vundet fornyet respekt hos anmelderne med albummene ”Songs from the West Coast” (2001), ”Peachtree Road” (2004) og ”The Captain & the Kid” (2006).

Popstjernens runde fødselsdag fejres selvfølgelig med manér. Den 23. april udkommer opsamlingen ”Rocket Man – The Definitive Hits”, som alle Elton John-fans kan være med til at sammensætte. På demokratisk facon vælges tracklisten ved afstemning på nettet – følg linket nedenfor, hvis det var noget. En fest er det naturligvis også blevet til, nemlig i går lørdag, spækket med celebre gæster fra Pierce Brosnan til Jon Bon Jovi. Endelig markeres dagen med en stort anlagt fødselsdagskoncert i New Yorks Madison Square Garden i aften.

Elton Johns Greatest Hits-afstemning


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA