Nyhed

Se traileren til kommende Nina Simone-dokumentar

Oscar-nomineret instruktør står bag Netflix-dokumentaren om den legendariske sangerinde

Den amerikanske sangerinde, sangskriver, pianist og borgerrettighedsforkæmper Nina Simone nåede gennem sin lange karriere at udgive mere end 40 albums, inden hun som 70-årig gik bort i 2003. Nu er Netflix klar med traileren til en kommende dokumentar om kvinden med den særprægede og sjælfulde stemme.

Dokumentaren med titlen "What happened, miss Simone?" er ude på Netflix den 26. juni og er instrueret af den Oscar-nominerede Liz Garbus, der også har stået bag en dokumentar om en anden ikonisk kvinde, nemlig Marilyn Monroe.

I dokumentaren følger vi Nina Simones liv på scenen sideløbende med hendes kamp med sine dæmoner, fortalt gennem sangerindens egne ord i form af interviews og dagbogsnoter samt sjældne koncertoptagelser. Også datteren Lisa Simone Kelly medvirker og fortæller blandt andet: "Min mor var en af de største entertainere nogensinde. Når hun optrædte, var hun en anomali. Hun var højt begavet. Hun var elsket." 


En del af Nina Simones bagkatalog "Precious and Rare Collection: The complete 1960-61" blev udgivet tilbage i 2013, hvilket af GAFFAs Espen Strunk blev vurderet til 5 stjerner med ordene: "Damen, der døde i 2003, besad en vokal råstyrke og udtryksfylde, som brænder igennem såvel tid som snævre genre-distinktioner."

Se teaseren til den kommende dokumentar nedenfor:


ANNONCE