Læs branche-reaktionerne efter årets Spot Festival

Læs branche-reaktionerne efter årets Spot Festival

Store koncertoplevelser fra det sælsomme til det sveddryppende, skummende fadøl og forårets solstrejf var kun nogle af ingredienserne i årets smeltedigel på Spot. Der blev solgt omkring 4000 billetter, antallet af danske og internationale branchegæster sneg sig op på 1500, og det nye konference-område kaldet SPOT+ blev indviet. Efter weekenden bliver der gjort status over festivalen, og roserne er mange ved fødderne af både arrangører og optrædende. 

"En solid opbakning fra publikum og gæster styrker Spot både som internationalt brand og konkret mødested. Tilliden til vores musikalske line-up har været dejlig at mærke og har skabt grobund for at udvikle på festivalens stærke sider og forbedre vore svagheder. Vi oplever et varmt og oprigtigt medejerskab til festivalen og dens formål fra både lokale, nationale og internationale kræfter, som gør det muligt at bygge på hele tiden. Det håber vi kan fortsætte og dermed mærkes i 2016," fortæller festivalens leder, Gunnar Madsen. 

Bandet Lowly proklamerede på Twitter, at festivalen var lige til historiebøgerne og koncertgængeren Ole Frank Nielsen stemte i ved at beskrive arrangementet som tapas på et sølvfad. Også branchefolkene havde svært ved at få armene ned over de nordiske talenter: "Lowly var utrolige. Det var et af de bedste shows, jeg har set i årevis. Fantastisk trommeslager," lød det fra engelske Simon Raymonde fra selskabet Bella Union (Father John Misty, Fleet Foxes, Beach House med flere), der håber at få en aftale i stand med det danske orkester. Kieron Tyler fra Mojo Magazine fremhævede årets festival som ét af de bedste: "Festivalen har virket mere afslappet, mere organisk, og det slår mig hvor let, det er at komme til det hele (...)". Du kan læse flere reaktioner på festivalens hjemmeside

Med gode oplevelser i bagagen og røde skulderblade efter de mange skulderklap er der kun tilbage at indhente den forsømte søvn før planlægningen af næste år kan sætte igang. GAFFA var selvfølgelig også på pletten og dryssede stjerner ned over en stribe koncerter. Du kan gå på opdagelse i alle anmeldelserne her, og hvis læselysten ikke strækker sig særlig langt, kan du hurtigt danne dig et overblik over koncertoplevelsernes højdepunkter og bundskrabere – for dem var der også et par stykker af – her.

Mens du svælger dig i minderne og de mange reaktioner, kan du fornøje dig med nummeret "In Disco Lights" fra danske Blaue Blume, der indkasserede fem fuldfede stjerner fra GAFFAs anmelder, Simon Nielsen:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA