Nyhed

Hot Chocolate-forsanger død

Errol Brown tabte kampen mod kræft

Hot Chocolate-forsangeren, Errol Brown, er død i en alder af 71 år. Han døde af leverkræft i sit hjem på Bahamas med sin kone og sine døtre ved sin side.

Brown er født på Jamaica i 1943, men flyttede til England med sin mor, da han var 12. Hans musikalske karriere begyndte i '69, da han og nogle venner indspillede en Reggae-version af "Give Peace a Chance" og sendte den til John Lennon, manden bag sangen.

En uge senere blev de ringet op af John Lennon selv, der syntes om deres version og efterfølgende skrev pladekontrakt med dem på sit pladeselskab Apple.


I 1969 dannede de bandet Hot Chocolate Band, navngivet af en kvinde, der arbejde på pladeselskabet. Navnet blev dog kort efter kortet ned til Hot Chocolate.

1970 udgav de deres første single, "Love is Life", der rangerede som nummer seks på den engelske hitliste. Deres største hit er "You Sexy Thing" fra 1975, der kom ind på en 3. plads på Billboards Hot 100-chart, og optræder i flere film, heriblandt "The Full Monty" fra 1997.

Hot Chocolate nåede at udgive otte plader, før Errol Brown forlod bandet i 1985, for at tilbringe mere tid med sin familie. Bandet fortsatte dog uden Brown, men har ikke udgivet en ny plade siden "Strictly Dance" fra 1993. 


Errol Brown selv tog kort ud på to turnéer i England i 90'erne, og i 2009 takkede han endeligt af med en farewell-tour, da han følte, at han havde opnået alt det, han ville. Efter turnéen takkede han af med følgende ord på sin hjemmeside:

"Der var den bedste atmosfære til koncerterne, og I spillede en stor rolle i få mig til at indse, hvor forkert det ville have været, hvis jeg bare havde trukket mig tilbage uden at sige farvel."

Hør Hot Chocolates største hit, "You Sexy Thing":

ANNONCE