x

Videodagbog: Shotgun Revolution indtager Kina, del 4

Videodagbog: Shotgun Revolution indtager Kina, del 4

Det danske rockband Shotgun Revolution har netop færdiggjort en omfattende række af koncerter i Kina. Turneen, der bestod af 22 shows, var den største nogensinde gennemført af et dansk band i Kina, og ganske eksklusivt har bandet i samarbejde med GAFFA foreviget deres rejse med en videodagbog i fire dele.

I forbindelse med bandets første turné i Kina i 2014 udtalte bandets stifter og guitarist Martin Frank: "Kineserne tog imod Shotgun Revolution med åbne arme, vi oplevede Beatles-agtige tilstande og et folk, der er utrolig glade for hård rock, så vi kan slet ikke vente med at komme derud igen og nu udelukkende i store koncertsale og operahuse og blæse dem baglæns. Det bliver en kæmpe oplevelse.''

Shotgun Revolution debuterede i 2010 med "Join the Revoloution", der i 2012 blev fulgt op af "The Legacy Of Childhood Dreams" – et album som også er udgivet i Japan.

Bandet fornyede i januar kontrakten med pladeselskabet Target Records, og har eftersigende haft travlt i studiet, hvor de arbejder på et tredje album. Første single forventes klar i starten af sommeren 2015. Det nye album vil blive produceret i samarbejde med Flemming Rasmussen, som har produceret for Metallica, Sort Sol og mange flere, samt Ben Grosse, som kan skrive Slipknot, Depeche Mode og mange flere på sit CV.

I første del af tourvideoen blev batterierne genopladet med en irish coffee før aftenernes hæsblæsende koncerter, mens anden del bestod af refleksioner over landets store afstande. I tredje del fik orkestret fornøjelsen af at pille prismærkerne af splinternyt gear, som bliver stillet dem til rådighed. Derefter går turen over stok og sten fra det ene spillested til det andet. Når der ikke files på guitarstrengene i sveddryppende energiudladninger, nydes pusterummene med en kold Budweiser, når der altså ikke bliver smagt på det kinesiske sprog.

I den afsluttende fjerde del har drengene et lokalt drengekor, bestående af syv drenge, med på scenen, og de skal synge metal - hvis de altså formår det. Der fejres fødselsdag med "kongehue", mens et feststemt publikum bare lapper guitarlicks i sig. Se med her:



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA