Nyhed

B.B. King er på ny kongen af Spotify

Blueslegenden, der afgik ved døden torsdag, bliver afspillet i stor stil på streamingtjenesten

Det forholder sig desværre sådan, at en kunstner i døden kan opleve fornyet interesse. Nu er det næppe succes, som den afdøde bluesguitarist B.B. King har manglet, men efter nyheden om hans død kom frem torsdag nat, kan Spotify melde en markant stigning i streamingen af hans musik. Den er med andre ord steget med hele 9800%. Det skriver engelske NME i dag.

King sov stille ind i søvne natten til torsdag. Han blev 89 år gammel. Han er siden blevet hyldet af talrige musikere og skuespillere, som alle er røget til tastaturet og har givet deres sorg til udtryk på de sociale medier. 

Selv den amerikanske præsident, Barack Obama, har sendt en sidste hilsen til B.B. King: "Bluesmusikken har mistet sin konge ("king", red.), og Amerika har mistet en legende."

B.B. King startede sin karriere i 1948 og turnerede i mange år med over 300 shows om året. Det seneste årti skar han dog stille og roligt ned, men formåede stadig at spille omkring 100 shows om året.

Han tiltrak adskillige nye fans til bluesmusikken og inspirerede en hel generation af musikere med en spillestil, der bestod af blues, jazz, swing, pop og jump blues. Særlig den britiske guitarist Eric Clapton var fan, og sammen udgav de da også et album sammen, "Riding With the King" fra 2000.


Han spillede på en Gibson, som han kærligt gav tilnavnet "Lucille", og historien vil, at han i sin tid løb ind i en brændende bygning for at redde guitaren ud, da han efter at have undsluppet flammerne indså, at den stadig stod inde på scenen.

Han nåede igennem sin karriere at udgive over 50 studiealbums, der har indkasserede ham 15 Grammys i blues-kategorien. I 2006 tildelte den daværende præsident, George W. Bush, ham Presidentiel Medal of Freedom, den højeste udmærkelse en civilperson kan få. I 1987 blev han optaget i Rock And Roll Hall of Fame.

ANNONCE