Blurs Dave Rowntree: Jeg håber, vi når til Skandinavien i denne omgang

Damon Albarn er ansigtet udadtil, som de fleste forbinder med de gamle britpop-idoler, Blur, der skulle vise at have langt mere stof i sig end bølgeridere på en genre-hype. Damons stemme er uhyre karakteristisk. En af den slags vokaler, der definerer en nærmest hvilken som helst sammenhæng, han optræder i. Og dem har der været mange af fra etnisk Mali Music, en lang række co-ops, sidste års brillante første "rigtige" solo-debut Everyday Robots, kåret som årets album af GAFFA-redaktionen 2014 og naturligvis det animerede, dansable-projekt Gorillaz.

Damons mange projekter er et rammende billede på helheden Blur, der i den grad er en kvartet, hvis samlede og individuelle aktiviteter i og uden for musik kan skrives som lange kapitler for sig. Graham Coxon – hyldet af mange som sin generations guitarist – og medie- og levemanden, satirikeren, humoristen og bassisten, Alex James, er gået dybt i den engelske folkesjæl, og med fænomenet og altmulig-manden Dave Rowntree bag tønderne er den nyeres musik-histories arvtagere til "The Fab Four" en realitet. Tjek i øvrigt airplay, omtale, hitlister og antallet af solgte koncertbilletter, hvis du skulle være i tvivl. Stærke individuelle personligheder, der sammen udgør syntesen, som den britiske musikhistorie har forkælet verden med, siden Paul, John, George og Ringo lagde kroppe til Beatlemania for et halvt århundrede siden.

Denne skribent har interviewet et eller flere bandmedlemmer på alle Blurs udgivelser siden 1997, og Damon Albarn i andre sammenhænge, og her på en smuk forårsdag i London i 2015 blev det til en times kvalitetstid med Dave Rowntree, der vel har fire-fem forskellige erhverv og karrierer, alt efter hvordan man tæller. Her følger en fortælling om et særligt sprælsk og vidunderligt orkester, der trods kaos og stridigheder har haft så stærk kemi og så meget talent og kreativitet, at de har skrevet moderne rockhistorie, og her mere end et kvart århundrede efter, at de fire "lads" debuterede som Seymour, er de så populære og aktuelle som nogensinde. Vi starter med Dave Rowntree her og nu, London, forår, 2015, og spoler senere tiden tilbage.

Trommeslager og aktivist

Dave Rowntree. Som ung sjældent spottet uden en dåsebajer i hånden. Derudover computeranimator, rumforskningsmedarbejder, computermanual-skribent, NGO aktiv med speciale mod dødsstraf og pro digitale rettigheder, sagfører, politiker, pilot, radiovært og almen fantast. Og altså trommeslager i Blur. Og en ikke ueffen herre bag tønderne, hvilket stod særligt klart for undertegnede, da den originale kvartet spillede i Hitlers gamle lufthavn, Tempelhof, under festivalen Berlin Music Week i september 2013. Nu sidder vi så over for hinanden halvandet år senere på en eksklusiv lejlighed i det centrale London, for de velbeslåede, mens guitaristen Graham Coxon – den hjemvendte søn – sidder og snakker i rummet ved siden af – for åben dør.

Magiske firlinger

Dave er glad, det er godt at være Rowntree, det er godt at være i Blur, og The Magic Whip, er selvfølgelig – som altid – "the best record we've ever made". Men først lige et par ord om, hvordan det var at stå på scenen igen alle fire.

– Det er nu et stykke tid siden, 2009, men jeg har altid troet, at det ville ske, at vi ville spille sammen igen, at der ville komme et album, alle havde bare brug for tid. Vi blev hinandens brødre, det lyder lidt som en kliché, men ingen af os har biologiske brødre. Brødre har typisk et kærlighed/had forhold, så jeg tror, det er realiteten bag os, hverken mere kompliceret eller enkelt. Der er sikkert mange job, der ligner, men det her er et af de job, hvor man er sammen hele tiden, specielt i de tidlige dage, syv dage om ugen, 365 dage om året, hele tiden. Det er mere som at være tvillinger mere end brødre, for tvillinger bor i det samme hus og går i den samme klasse i skolen. De bliver behandlet som en enhed, tvillinger får ofte stillet spørgsmål direkte til dem begge. Det er, hvad alt det her handler om.

Er der en forskel i dag, efter at I har fået et længere break og koncentreret jer om andre projekter. Kan I finde samme dynamik som før?

– Det må folk bedømme, når de hører musikken. Men hvert eneste band synes altid, at deres sidste plade er den bedste, de nogensinde har lavet. Men jeg siger, at jeg synes, det her er det bedste album, vi har lavet, selvom jeg er ret tæt på i forhold til at bedømme.

Hong Kong

At det rent faktisk blev til et funklende nyt Blur-album, var lidt af en tilfældighed, eller så var det de højere magter, der var på spil. Rowntree rapporter fra det dybe Asien.

– Hele indspilningsforløbet har været meget anderledes denne gang. Motivationen for at indspille var en tur i Hong Kong, hvor en festival blev aflyst. Vi var strandet i Hong Kong – det lyder melodramatisk, haha. Vi havde hoteller booket, og vi tænkte, at vi enten kunne tage hjem til familien eller blive i byen og lave noget musik. Det viste sig, at der lå et lille studie tæt ved hotellet, og vi bookede os ind. Det var lidt som Blur i de gamle dage. Vi holdt aldrig fri, men gik altid i studiet et eller andet sted for at "mess around", og det er noget af forklaringen på, hvorfor Blur var så kreative og havde så meget output i de tidlige dage.

Det her studie i Hong Kong mindede meget om det sted, vi brugte i London i sin tid. Der var ikke andet at lave, intet poolbord, computerspil eller noget. Så vi kom tilbage til de gamle dage. Det er utroligt, hvor meget du kan få produceret, når der ikke er andet at lave. Vi indspillede en masse idéer. Ugen kom og gik, vi var tilbage på turen og spillede indtil januar 2014, hvorefter vi tog hjem til vores familier . Og vi glemte på en måde, at vi havde haft den indspilningsseance.

– Så går tiden, folk har gang i alt muligt, og ingen havde tid til at gå i studiet for at lave et album på den traditionelle måde. Hong Kong fadede i alles bevidsthed og ændrede sig, nåede vi egentlig noget på de fem dage? En af de vigtigste ting i livet er at få gjort ting færdige. Vi har startet en masse ting, og ikke altid været lige gode til førstnævnte. Nå, men i november 2014 lyttede Graham på tingene, og kom i kontakt med vores gamle ven Stephen Street (producer på en lang række Blur-album, red.), og de rapporterede tilbage, at indholdet var i en del bedre forfatning end først antaget. Så vi besluttede, at Graham og Stephen gav tingene en form. Der var en masse idéer, og de fik skåret det om til cirka 12 sange. Det er en svær proces, men det var, hvad de gjorde.

– De smed nogle idéer ud til os andre, for at overbevise os om at vi havde noget. Næsten alt hvad du hører stammer fra Hong Kong, noget af det lavet om, men essensen er derfra. Damon var på tur med sin soloplade på det her tidspunkt. Hans nervøsitet lå i, at han ikke kunne genskabe det univers og den stemning, som teksterne fra Hong Kong tog udgangspunkt i. Men det, han gjorde var nærmest at repetere, hvad vi havde gjort. Hans egen tour sluttede i Australien, og han tog tilbage til Hong Kong, boede på samme hotel, tog over i studiet, tog på nogle af de ekskursioner, vi havde været på sammen, vandrede i nogle af de bjerge, vi havde besteget sammen og den slags ting. Jeg tror, han skrev næsten alle teksterne på vej hjem i flyet.

Retænkning

Det, at I alle er multiaktive i alle mulige kulturelle og ikke-kulturelle sammenhænge: Hvad betyder det for bandets dynamik, og hvor er I henne individuelt i dag?

– Det er svært at svare på sammenhængende. En af måderne at få det her band til at fungere på igen, har været ikke at bo i hinandens lommer. Det gjorde vi i 20 år, og det er meget længe. Og så er det, som vi ikke længere føler, at vi har noget at bevise. Så det pres, vi tidligere lagde på os selv, er mindsket eller væk.

Er det kun en fordel, eller kan pres også skubbe en fremad?

– Vi har ikke brug for at blive skubbet fremad, vi er alle vanvittigt motiverede. For eksempel var det noget, der skete på Think Tank, hvor vi skulle tænke anderledes, fordi Graham ikke var med. Jeg tænkte "jeg bruger ikke et trommesæt denne gang", men prøver at lave lydene på en anden måde. Den kreative proces er at gentænke, hvad du gør. Men pres kan være godt. Det kan være kreativt stimulerende at vi vide, at du skal være færdig på torsdag. Det er kreativt stimulerende modsat "enten er det vores bedste plade nogensinde, eller vi er en fiasko". Det kan være en meget destruktiv tankerproces.

The Magic Whip lyder som et logisk skridt i Blurs udvikling. Der er elementer fra hele karrieren, den akustiske guitar og andre elementer fra Think Tank er tydelige, og Grahams genkomst giver et anderledes samlet hele. Hvilke ord vil du bruge til at beskrive albummet?

– Det lyder stadig som Blur, men den lyder anderledes end de andre plader, hvilket du nok kan sige om de gamle også. Tre af dem kom fra samme tankeproces, men lyder alligevel forskellige i forhold til hinanden. Det er nok, hvad Blur er. Vi lyder som Blur, men bevæger os altid videre. Det er nok også sådan, vi er som mennesker. Men det er meget svært at fortælle historien om musik på denne måde, og at historien så rent faktisk er sand. Det er let at smide om sig med "one-liners", de er bare ikke altid sande eller repræsentative for, hvad det er, vi egentlig foretager os.

Er du lige så dedikeret, når du arbejder på et computer-program eller går ind i politik, som når du sidder bag trommerne i Blur

– Ja, og der er vi nok alle. Vi er usundt drevne. Jeg tror ikke, nogen af os vil være i stand til at forklare dig hvorfor. Men når hver især af os står op om morgenen, så skal der ske noget.

Folkets kærlighed

I blev mødt med uforbeholden kærlighed, da I blev gendannet i 2009, og sådan har det været lige siden. Der har været kæmpe shows på Glastonbury og i Hyde Park. Svarede det til jeres forventninger, eller var I bange for, at folk havde glemt jer?

– Helt ærligt så anede vi ikke, hvad vi skulle forvente, om folk stadig var interesserede. Vi var alle meget overraskede over, at folk ville os så meget. Det var mærkeligt, for da vi besluttede at holde den koncert i Hyde Park, og dagen før vi havde den allerførste øver, hørte jeg et interview med Stewart Copeland, som fortalte om The Polices genforening. Hans sagde "det, at man har været væk fra hinanden længe, gør at man ændrer sig, og det betyder, at det gamle puslespil ændrer sig, så det ikke længere passer ordentligt." Jeg tænkte "Christ, vi har store problemer, for vi har solgt alle 100.000 billetter til det her show, og vi starter med at øve i dag. Måske virker det ikke, måske er det crap." Men efter slutningen på anden dags øver var det klart, at vi ikke behøvede at øve mere. Den gamle kemi og alle ingredienserne var der stadig, alle sangene var der. Vi havde booket studiet i tre uger for at øve, og vi tænkte "hvad gør vi – vi bliver sindssyge, hvis vi skal spille de her sange så mange gange. De bliver dårligere, ikke bedre." Så, det kunne godt være, at det var gået for os som The Police, at det ikke fungerede, men vores puslespil passede perfekt. Da vi lige havde fået fjernet nervøsiteten, var vi der, det var som, der var gået en sommer og ikke ti år, siden Graham forlod bandet.

Dynamikken

Omkring Graham: Han nød ikke berømmelsens slagside, drak som et hul i jorden, og i hvert fald den offentlige version af bruddet var mudret og uklar. Var I nødt til at ha' en "heart to heart", før musikken kunne flyde igen?

– Nej, da Graham var tilbage i bandet, var alt, der var nødt til at blive sagt os i mellem, kommet på bordet, ellers havde det ikke fungeret. Det ligger lidt i den film, vi lavede, så det er på plads, og dokumenteret. Det var en lidt shitty situation på en måde. Den bror/tvilling-ting, vi snakkede om. Misforståelser og individuelle problemer.

Vidste du altid, at der ville komme en ny plade, det er vel det spørgsmål, I har fået i nærmest alle interviews de sidste fem år?

– Det er nok sådan, at når du er ny, så er al pressen og al virakken virkelig spændende, men jo mere du gør det, så bliver det også lidt af et job. Sorry, jeg ser ikke på denne samtale med dig nu som et job, men når du ikke laver andet hele dagen, og det kommer til "hvad er din yndlingsfarve?" så bliver det noget anstrengende.

Jeg kommer med Whopper/Big Mac-spørgsmålet om lidt…

– Godt, godt, helt sikkert. Jeg se frem til det. Det lyder på en måde forkælet at sige de her ting, men uanset hvilket job, du har, så er der ting, der er mere spændende end andre. Hvordan er det at arbejde med Stephen Street? Det er vi blevet spurgt om en million gange, hvor vores tilgang var at svare forskelligt hver gang, men selv det bliver en rutine. Vi kom til et sted, som sikkert alle bands gør, hvor vi prøve at sige sandheden. Jeg ved ikke, om det giver bedre interviews, men det bliver lettere at komme igennem dem. Og du får altid nyt album-spørgsmålet til sidst, og vi svarer så individuelt efter, hvor vi er. Vi vidste, at det var umuligt at tage tid til at gøre det på den traditionelle og tidkrævende måde, som da vi var unge. Så nogen gange ville en svare "En ny Blur-plade? Det er det sidste, jeg overhovedet kan forestille mig", mens en anden sagde "den er næsten klar". Og så bliver det hele rapporteret over hele verden, så på den måde har vi nok forvirret Blur-fans derude. Personligt troede jeg hele tiden, at det var sandsynligt, men jeg anede ikke hvor eller hvornår. Der var ikke nogle konkrete planer, før Graham og Stephen sad med Hong Kong-båndene for mindre end et halvt år siden.

Ok, 1000 dollar spørgsmålet: "Vil der komme endnu et Blur-album efter The Magic Whip?"

– Jeg kan eksklusivt annoncere til GAFFA, at…"

Ok, sagt på en anden måde, føles det som I har meget mere at byde på sammen, eller er det det perfekte punktum?

– Jeg synes ikke rigtig, at det lyder som slutningen, men nu får vi se. Først skal vi turnere, men fordi annonceringen kom sent, er der røget mange sommer-festivaler. Og næste år har Damon nok gang i et nyt Gorillaz-album. Men alt er i spil i øjeblikket. Jeg håber, vi når til Skandinavien denne gang. Storbritannien og Skandinavien var de første steder, vi blev populære.

Der var engang...

Dave Rowntree sidder og småsmiler gennem det meste af interviewet, og hver gang er det lidt som "hvor skal jeg starte"… for der er en lang historie. Så her foretager skribenten et kækt lille hop tilbage i tiden for at erindre om, hvordan det var, det hele egentlig startede. Først genforeningen og derefter omkring dengang, de små selvfede, kreative og frustrerede knægte mødtes, fandt kemien, og gik hinanden på nerverne.

Efter fremførelsen af den smukke og eminente To The End må han kapitulere. Det er den 28. juni 2009,og scenen er sat for sidste koncert på Europas største sommerfestival Glastonbury i England, og på storskærmen kan man se en bevæget forsanger, der bryder sammen i gråd og hulker længe og intenst. Overvældet af følelser og tilsyneladende dybt berørt af folkets ubetingede hyldest går Damon Albarn i knæ og væder scenegulvet med sine salte tårer. Det er ellers en garvet herre, vant til succes, der står på scenen. Han har prøvet lidt af hvert og har ofte fremstået arrogant, skødesløs og selvfed, som da han inden gruppens debut album bebudede, at "han selvfølgelig var med i Englands bedste band, ellers ville han ikke gide".

Vidunderbarnet

Damon Albarn har altid været multi-kreativ i sit kunstneriske virke, og han har det ikke fra fremmede. Hans forældre var aktive i kunstmiljøet i London på flere fronter ikke mindst omkring den gryende flower power-bevægelse. Moren var blandt andet stage designer på et revolutionerende teater i London. Faderen var uddannet kunstner og var den første, der satte Yoko Onos kunst op i London tilbage i 1966. Han satte shows op for BBC og drev en butik med eksotiske møbler og hippie-outfits. Keith Albarn var også involveret på musikscenen og fungerede blandt andet som manager for jazz-rockerne Soft Machine. Familien Albarn var lidt af et omdrejningspunkt på kunst- og kulturscenen i London og afholdt jævnligt fester, hvor bølgerne gik højt, og hvor Damon og hans tre år yngre søster hang med og sugede til sig.

Denne noget bohemeagtige barndom ændrede sig brat, da faren blev forstander for en kunstskole og familien flyttede fra London til mere provinsielle Colchester. Damon var begyndt at spille violin, læse Karl Marx, var interesseret i musik, men først og fremmest i drama og skuespil, som i mange år var hans primære drivkraft og deltog i en række skoleteateropførelser. Musikalsk var det først og fremmest de tidstypiske ska og 2-tone-artister som The Specials, The Selecter og Madness, som havde Damons kærlighed.

Den indadvendte grafiker

Selvom hans første henvendelse til skolekammeraten Graham Coxon var en offentlig irettesættelse for ikke at gå klædt i ægte 2-tone outfit, fandt de to hurtigt ud af at de havde mange fælles interesser – specielt inden for musik, og de udviklede hurtigt et tæt venskab, hvilket på mange måder har været aksen i Blurs senere virke. Da bassisten Alex James flere år senere bliver venner med Graham Coxon på kunstskolen Goldschmidt, og af Coxon bliver introduceret til hans ven Damon, der også tager kurser på skolen, fortæller James, at han ikke kan forestille sig mere forskellige typer. Hvor Coxon var relativt stille, indadvendt og eftertænksom, var Damon ekspressiv, højrøstet og ligefrem. Sådan var det også tilbage i Colchester, de to venner var ikke som to dråber vand, men den kreative åre og det stærke venskab havde de til fælles. Der blev kopieret flittigt fra The Jam, gamle ting som Simon & Garfunkel, og så var Coxon lettere besat af den vanvittige trommeslager Keith Moon fra The Who.

På skolefronten var de begge på vej til at blive skolede klassiske musikere og skrev kompositioner, der i enkelte tilfælde blev opført af Essex Youth Orchestra. Damons primære instrument var keyboardet, hvor Coxon ud over guitar og lidt trommer gik i krig med saxofonen. På dette tidspunkt begyndte vennerne at danne deres første band uden for skolen, oprindeligt kraftigt inspireret af The Smiths, som var bannerførende på den nye engelske scene på det tidspunkt, det første bandnavn var The Aftermath og senere Real Lives. Trods den musikalske interesse satsede Damon primært på drama og Graham på sine grafiske evner, så i deres sene teenage-år var begge venner på vej i end anden kunstnerisk retning end den musikalske.

Musik på dramaskolen

Selvom skuespillet var kerneområdet på East 15 i London, hvor Damon blev optaget, var der masser af musik på skolen, og Damon var efterhånden blevet en habil pianist og fik prøvet kræfter med western og opera, samtidig med at han reciterede Bertolt Brecht og Kurt Weill og viste tydelige tegn på stor kunstnerisk diversitet. Han var med i bandet Circus, og da de i 1988 manglede en trommeslager, kom Damon i tanke om en gammel bekendt, der var fem år ældre fra Colchester-egnen. Han lød navnet Dave Rowntree. Dave havde spillet i forskellige sammenhænge i Colchester, havde busket som musik i Frankrig, taget job som computerprogrammør, fået barn og blev nu trommeslager i Circus. Efterfølgende forlod Damons venner Eddie Deedigan og David Brolan også Circus, men hans gamle ven Graham var dog ikke længere end et telefonopkald væk, og den nu ganske habile guitarist tog i mod tjansen, så nu manglede der bare en bassist for at gøre line-uppet komplet.

Seymour

Som nævnt havde Graham stødt på den jævnaldrende, selvbevidste, høje, flotte "ladies' man" Alex James på Goldsmith College i London, og de blev hurtigt venner. James var fra badebyen Bournemouth. Han havde ingen musikalsk skoling, men havde en bas, havde klaret sig ok i skolen, arbejdet i et supermarked og på et atomkraftværk, eksperimenteret med syre og var kendt for at "kneppe alt, der havde en puls". James og Coxon hang ud, gik til flasken og så blandt andet Happy Mondays. James mødte Damon, syntes, han var noget af en "wanker" og fortalte ham, at han syntes, at Circus var noget lort. Trods de hårde ord vidste Damon, at Alex spillede lidt bas, og spurgte ham, om han var frisk. Han sagde ja, bandet skiftede navn til Seymour, året var 1989, og den langtfra appelsinfri kvartet bestod nu af Damon Albarn, Graham Coxon, Alex James og David Rowntree.

Blur

Seymour blev en realitet i drengenes andet år på Goldschmidt, og pludselig gik det stærkt. Damon væltede sangene ud, Graham var dybt begravet i en fascination af My Bloody Valentine- og Dinosaur Jr.-guitar, og Dave og Alex lagde en lettere funky bund, og bandet blev på det tidspunkt beskrevet som en blanding af The Wolfhounds og Sonic Youth. Der blev drukket igennem, specielt Damon var en vildmand på scenen, og bandet byggede en god following op, og plastrede undergrunden til med Seymour-stickers, spillede en række koncerter rundt omkring i London, og kort efter stod der en mand med en kontrakt i hånden.

Andy Ross var leder af Food Records, han havde bevidnet, at Seymour var et seværdigt live band, eller som han så poetisk udtrykte det: "they were crap but entertaining". Efter kun at have spillet ti koncerter skrev bandet kontrakt med Food Records i marts 1990. Bandet fik £3000 i forskud, og i kontrakten stod der, at Dave skulle droppe de pyjamasknapper, han optrådte med på scenen, og at bandet skulle skifte navn. Gruppen blev præsenteret for en række forslag og tog imod et af navnene på listen – Blur var en realitet.

Leisure

Musikalsk lænede gruppen sig op ad den hendøende Madchester- og "baggy"-scene med bannerførende grupper som Happy Mondays og The Stone Roses, og guitaristen Graham Coxon var eksplicit influeret af shoegazer-støjrockikoner som My Bloody Valentine og Dinosaur Jr. Bandets live-optrædener var generelt støjende og energiske med Damon Albarn som en veritabel energibombe i front. Sangmæssigt var det mere de iørefaldende popmelodier, som stjal billedet, specielt She's So High, og There's No Other Way, der også blev de to singler, der blev udgivet fra debutalbummet Leisure, som bandet påbegyndte indspilningen af kort efter.

Stephen Street, der siden hen skulle følge bandet i majoriteten af karrieren, blev valgt som producer, og scenen var sat for det næste nye britiske fænomen. She's So High klarede sig relativt godt, og der var en pæn hype omkring det ekspressive band med den åbenmundede Damon Albarn i front, der forstod at levere varen. Tekstmæssigt var der ikke så meget at komme efter på debuten, og musikalsk var det en hæderlig, men noget ufokuseret debut med enkelte stærke tracks, og andre, der mere forsvandt i glemslen.

Blur, som alle bandmedlemmer nu koncentrerede sig fuldt omkring, levede et lettere kaotisk liv, hvor der blev festet godt og grundigt igennem, og trods relativ succes på live- og pladefronten voksede træerne ikke op i himmelen, og bundlinjen viste et glødende minus på 60.000£. Bandet, og folkene omkring dem, så muligheden for at vende skuden ved at forsøge at erobre det forjættede land – USA. Blur, og i særdeleshed Damon Albarn, var (og er) dybt forankret i den brede forståelse af britisk musik- og kunstkultur og var ikke imponeret over bølgen af primært Seattle-bands, der totalt dominerede musikkulturen i de tidligere 90'ere. Han var meget skeptisk og medgik kun modvilligt at prøve lykken i USA. Leisure blev udgivet i USA uden at gøre meget væsen af sig, og i 1992 begav Blur sig ud på en 44 shows-tour med få fridage på den anden side af Atlanten.

Rapporterne fra turen var rent kaos. Publikum havde ikke megen fidus til de underfundige briter, og internt i bandet var der åbenlyse frustrationer og stridigheder, som ved flere lejligheder resulterede i korporlige slagsmål og nærmest konstant druk. Dave Rowntree sås sjældent uden en dåseøl i hånden, Coxon etablerede sin senere alkoholikerstatus, og Alex James holdt sig heller ikke tilbage.

Ny identitet

Dybt frustreret over fiaskoen i det nordamerikanske vendte Blur tilbage til England for, til Damons store fortrydelse, at konstatere, at det nye, androgyne glam-orkester, Suede havde stjålet mediebilledet. Blur var på grænsen til at blive fyret fra Food, da de tog sig ret uheldigt ud på en koncertaften, hvor Suede tilsvarende brillerede. Damon gik offentligt til angreb på Brett Anderson og beskyldte ham senere for at have taget heroin, hvilket blev taget særdeles ilde op. På privatfronten så det anderledes ud, hvor Damon fandt sammen med Justine Frischmann fra Elastica, og som havde en fortid i den tidlige inkarnation af Suede. Desillusioneret over USA-dominansen kastede Damon – og til dels Graham – sig mere helhjertet over klassiske britiske poprødder. Rent kreativt begyndte bandet at lyde inspireret af hæderkronede engelske ikoner som The Who, The Kinks og Small Faces.

Stadig med en snert af punk og med sange, der bragte tankerne hen på postpunk-pop-excentrikerne fra XTC. Sidstnævntes Andy Partridge blev hyret som producer på Blurs andet album, men samarbejdet brød sammen i løbet af få dage. Ifølge Partridge begyndte problemerne at manifestere sig i det øjeblik, bandet begyndte at spille på deres instrumenter. I stedet blev Stephen Street genindkaldt, og bandet indspillede det, som senere blev udgivet som Modern Live Is Rubbish. Food mente dog, at der manglede hits, bandet røg tilbage i studiet, hvor de blandt andet indspillede For Tomorrow, som også blev bandets største hit fra albummet. Damons tekster havde fået mere kant og karakter, og de beskrev på samfundskritisk vis hverdagslivet i det moderne England for en række karakterer fortalt i tredje person. Suede stjal stadig overskrifterne, Madchester var slut, men trods begrænset succes havde Blur udstukket kursen for det, der året efter skulle stjæle mediebilledet totalt.

Piger og drenge

1994 blev året, hvor Blur gjorde rent bord. Første varsel var singleforløberen Girls & Boys fra bandets tredje album, en cheesy og disko-agtig, tungevrider af en popmanifestation om kinky sex på ferie i syden. Sangen blev stormende modtaget, specielt af de unge, og Blur – og i særlig grad Damon Albarn – var nu de store teenage-idoler. Væk var de tunge grooves fra Seattle; britpoppen var født med et kuld af stærke bands på spring. Blurs tredje album Parklife viste sig en kunstnerisk såvel som en kommerciel kulmination, der både favnede de unge hipsters og de brede masser. Efter Girls & Boys kom den uendeligt smukke og melankolske ballade To the End med Damons indtrængende og klangfulde vokal i centrum. Der blev trukket på cirkus- og music hall-traditioner fra årtier tidligere, hvilket også blev leveret i mere rendyrket form på to instrumentale skæringer fra pladen.

Igen med Stephen Street ved roret havde Blur skudt papegøjen ikke mindst med titelnummeret in mente. Med tykkeste cockney-accent snakker stjernen fra The Whos Quadrophenia-film, Phil Daniels, sig gennem Londons parkliv, hvor det at fodre duerne og spurvene giver ham "an enormous sense of wellbeing". En uforglemmelig og super-veloplagt, nede-på-jorden, ærkebritisk hverdagsfortælling med et liv og en personlighed, der har gjort sangen til en klassiker den dag i dag. I USA var der fortsat ikke meget røre omkring Blur, selvom Girls & Boys klarede sig hæderligt.

Men hjemme i England og i store dele af Europa kunne Blur på det nærmeste gå på vandet. Bandet fortsatte deres ekstravagante livsstil, og Alex James bedømmer sit forbrug af kokain og champagne til at løbe sig op i alt omkring 1 million £ i de glade dage, men det stoppede ikke den kreative åre i at folde sig ud. Parklife røg med det meste af, hvad der kunne krybe og gå af priser og hædersbevisninger det år, strøg direkte ind på hitlistens førsteplads og blev på hitlisten i 90 uger. Blur var nu Englands største band, men i Manchester begyndte et par flabede arbejderklasse-brødre at røre på sig, og en sand popkrig var ved at bryde ud.

The battle of Britain

Oasis udgav deres debutalbum Definitely Maybe i august 1994, og bandets direkte, mundrette og stærkt sangbare rocknumre blev på rekordtid en sensation på musikscenen, og brødrene Liam og Noel Gallagher med de stærke arbejderklasse-rødder holdt sig ikke tilbage for at anklage Blur for at være et tandløst, "arty" middelklasse ensemble uden kraft og format. Damon og Alex James svarede tilbage i ordkrigen, hvor især Graham Coxon følte sig meget utilpas i det, der i pressen blev fejret som den største popkrig siden Beatles versus Rolling Stones i 60'erne. Da overtegnede i 1997 nævnte ordet Oasis i et Blur-interview, reagerede Coxon i øvrigt ved at forlade lokalet. Beskyldninger føg gennem luften, og pressen havde kronede dage.

Det kan godt være, at Gallagher-brødrene startede ordkrigen, men Blur spillede bestemt med på legen, og den helt store dyst oprandt, da begge bands besluttede sig for at udgive singleforløben til deres kommende album den samme dag. En begivenhed, der blev udråbt som "the heavyweight championship of pop" i den britiske presse. Da salgstallene efterfølgende blev gjort op, viste det sig, at Blur var strøget med sejren, da Country House solgte 274.000 eksemplarer mod Oasis' Roll With It med 216.000 enheder.

Det var Blurs første nummer et single i England, hvilket varslede godt for bandets kommende album The Great Escape – igen med Stephen Street ved roret. Ordkrigen kulminerede, da Noel Gallagher sagde, at han håbede, at Damon og Alex ville få aids og dø. Et udsagn, han senere modificerede med, at selvom han ikke brød sig om deres musik, håbede han, at Damon og Alex ville få lange lykkelige liv. Gallagher har også sidenhen beskrevet Graham Coxon som en af sin generations bedste guitarister.

Bølgen topper

Blur slap deres fjerde album The Great Escape i september i 1995, og britpop var nu det helt store fænomen såvel i som udenfor England, en genre, eller rettere betegnelse, der ud over stridslystne Blur og Oasis talte navne som Suede, Pulp, Elastica, Manic Street Preachers, Supergrass, The Verve og flere andre. Blur fortsatte med at levere musikalske eksperimenter og sikre hitsingler på The Great Escape, en album der blev mødt med stor entusiasme af størstedelen af pressen og publikum. Blur red fortsat på britpopbølgen, men uroen begyndte at melde sig. Pludselig vendte stemningen mod bandet, og specielt Coxon kiggede dybere og dybere i flasken, og såvel bandet selv som pressen og til dels publikum begyndte at vende sig mod den på mange måder let tilgængelige og friske tone, der var at spore på The Great Escape.

Selvom den modtog Q Awards for årets album, blev den lidt af en prügelknabe for bandet, der samtidig måtte se, at rivalerne fra Manchester bragede igennem med deres "lette toer" (What's The Story) Morning Glory, der evnede det, som Blur havde misset: at erobre USA. Alex James udtrykte dengang, at Damon fra at være den store stjerne nærmest fremstod som en offentlig taber, og pressens dom i popkrigen mod Oasis var klar: "det kan være, at Blur vandt slaget, men de tabte krigen".

Punksang nr. 2

Trods en form for detronisering var der dog fortsat liv og kraft i de fire englændere. Men hvor de i en periode med enorm succes havde rendyrket de britiske rødder, begyndte bandet nu at skæve til USA, nærmeste bestemt den lo-fi-lyd, som et band som Pavement stod for, hvilket specielt multi-instrumentalisten Graham Coxon, der sammen med Albarn skrev langt det meste at gruppens materiale, var optaget af. En fascination, der langsomt også bed sig fast hos Albarn, som på gruppens femte album, Blur, igen med Stephen Street ved roret, blandt andet synger om "looking for America" i en positiv ånd. Blur delte vandene i pressen, men gik nummer et på hitlisten og fascinerede med første single Beetlebum. Tekstmæssigt havde Albarn bevæget sig væk fra tredjepersons narrativerne til mere almene betragtninger.

Var Beetlebum et hit, var den dog intet mod det to minutter og to sekunder lange punkudbrud Song 2, der er endt som et af gruppens til dato største hits. Og endelig et nummer, der blev særdeles godt modtaget i USA, hvor Blur da også er gruppens største kommercielle succes. Et nummer foreviget i en kaotisk video, hvor bandmedlemmerne bliver kastet rundt i øvelokalet og en sang, der har fundet sin vej i en lang række reklamefilm og andre sammenhænge. Blur viser et kreativt orkester, der med succes skifter spor, om end pladen er lidt ujævn i perioder. Et af albummets højdepunkter er den melankolske, skramlede ballade You're So Great, hvor Graham Coxon synger leadvokalen med den selvbiografiske åbningslinje "sad, drunk and fallen". Livet fortsatte i overhalingsbanen, men Blur virkede nu i bedre overensstemmelse med sig selv, og musikerne – i særlig grad Coxon – var nu markant dygtigere end i de tidlige dage.

William Orbit

I forbindelse med nogle remixes stiftede Blur bekendtskab med den elektroniske producer-guru William Orbit, der året forinden havde skabt underværker med Madonna på hendes Ray of Light-album fra 1998. Stephen Street blev tilsidesat, og Blur begyndte at arbejde med Orbit, hvilket resulterede i Blurs sjette album 13, der efter denne skribents mening er kronjuvelen i samlingen. 13 markerer endnu et stilskifte, hvor Blur omfavner såvel ren gospel (Tender), fuldstændig udflippet syrepunk (Bugman) og omfavner elektroniske stemninger og lyde i en grad ikke tidligere hørt hos Blur. Ifølge Orbit gav han bare Coxon lov til at spille hvad som helst, og det med held. Der er enkelte sære skæringer på en i øvrigt eminent plade, der efter dennes mening sammen med Ok Computer og cremen fra Seattle er det bedste, der kom i 90'erne.

Fra skæring nummer syv, Battle, og til pladen klinger ud små 35 minutter senere, er det som at befinde sig på en lang psykedelisk rejse, der lyder, som Pink Floyd ville have gjort, hvis de havde opdaget punkmusikken. Tekstmæssigt er det en break-up plade. Damon havde i årevis ønsket sig et barn, men det var Justine Frischmann ikke indstillet på. Damon er langt mere personlig og hudløs end på tidligere album, og synger blandt andet "It's over" i There's No Distance Left To Run. En på en gang svær og lettilgængelig milepæl, der gik nummer et på hitlisten hjemme i England, og som generelt fik gode anmeldelser. Samme år, 1999, kårede Q Magazine Blur som "Biggest act in the world today".

Og så var de tre

På trods af generel travlhed i studiet og på tur med Blur var medlemmerne i stigende grad aktive på andre fronter. Coxon havde allerede udgivet tre soloalbum, og efter 13 fik Albarn bragende succes med det animerede koncept-orkester Gorillaz. Albarn var i stigende grad blevet interesseret i såvel afrikansk/marokkansk og elektronisk musik, en rejse der blev påbegyndt med 13 og yderligere fulgt op med det, der blev til Think Tank. Indspilningerne startede i år 2002, så der var gået et par år siden 13.

Coxon havde i mellemtiden været i rehab for alkoholisme, men kemien mellem ham og bandfællerne var stadig ikke den bedste, og han forlod bandet. Damon skrev næsten alt materialet, spiller selv guitarrollerne på albummet, der er mere nedtonede og ofte akustiske end på tidligere Blur-udgivelser. Trods Coxons beklagelige fravær – Damon har senere udtalt, at han hadede at turnere uden barndomsvennen ved sin side -– er Think Tank en både varieret og vellykket plade, der fuldt fortjent blev kåret som årets album af såvel læserne som redaktionen her i bladet.

Fra Hyde Park til OL

Sidenhen har der været albumtørke fra de i øvrigt flittige og kreative bandmedlemmer, hvor specielt Damons Gorillaz er blevet et verdensnavn og en kommerciel blockbuster. Damon har gennem årene udtalt, at døren altid står åben for Graham, og i slutningen af 2008 var det ganske vist. De gamle venner blev genforenet og annoncerede først en koncert i Hyde Park i juli 2009. Da billetterne blev udsolgt på to minutter, stod det klart, at der var mere at komme efter. Det blev til flere koncerter på britisk grund og en enkelt i Lyon, Frankrig. Publikum og presse var overvældet. De hjemvendte sønner var voldsomt savnede og blev behørigt hyldet for alt, hvad de har tilført britisk musikkultur og verden i øvrigt, og blev i flere anmeldelser hyldet som den gode vin, der bliver bedre med alderen. Blur udgav en enkelt sang til gratis download og var nu på banen med yderligere en håndfuld reunion-koncerter, der bragte bandet til Skanderborg og kulminerede den 12. august til afslutningsceremonien for OL i London, hvor Blur optrådte sammen med New Order og Damons gamle helte fra The Specials.

Og nu er vi næsten tilbage i 2015. Personligt var det med en tåre i øjenkrogen, jeg så, hvordan Blur foldede hele den stærkt varierede palet ud i Berlin i 2013, og se den kreative, venskabelige, og også potentielt konfronterende og kaotiske dynamik folde sig ud mellem de fire. Det er nu langt om længe blevet til et nyt album. Må der blive mange flere fra de kreative og sprudlende ærkebritiske superstjerner.

Bagkataloget

Leisure (1991): ***

En noget ujævn og stilforvirret debutplade, der primært udmærker sig ved de fine pophitsingler She's So High og There's No Other Way, og så Coxons guitarspil og Damons flabede vokal.

Modern Life is Rubbish (1993) ****

Lyden af et band, der er ved at finde sig selv, samtidig med at der klinger en tydelig britisk tone frem; lidt som gammel vin på nye flasker. Et forfriskende og lovende udspil fra et band i fuld kreativ udvikling uden helt at have fundet storformen endnu. Mangler lidt hit-potentiale, men når et stykke ad vejen med åbningsnummeret For Tomorrow.

Parklife (1994) *****

En fuldtræffer fra start til slut. Stildefinerende og epokegørende. De stærke numre står i kø, samtidig med at der bliver givet plads til kunstneriske eksperimenter undervejs, blandt andet til musichall traditionen. Et farverigt og mindeværdigt album, der er blevet en evergreen, specielt på de engelske breddegrader.

The Great Escape (1995)

Blev modtaget som et mesterværk og senere disset. Er bedre end sit rygte og kommer rundt i flere musikalsk afkroge og har en lang række stærke singler i The Universal, Country House, Stereotypes og Charmless Man.

Blur *****

Stilskifte til amerikansk lo-fi, hvor Coxon får foldet sig ud på el-spaden. Lidt lang og ujævn, men alligevel et stærkt og stilsikkert album med uforglemmelige Song 2 som dynamo i front.

13 *****

Et varieret og underfundigt album fra gospel, punk til elektronisk drømmeland. Trods enkelte mindre interessante skæringer et album, hvis lige ikke er set siden. En milepæl. 

Think Tank *****

Trods fraværet af Coxon en yderst vellykket plade, der inkorporerer toner fra mellemøsten, electronica, og Damon Albarns sikre fornemmelse for hits og smukke ballader.

The Fab four:

Dave Rowntree:

Født: 8. maj 1964 i Colchester, Essex

Instrument: Trommer

Karriere (ud over Blur):

                      Spillede oprindeligt i band med Graham Coxon.

⁃  Er uddannet computerprogrammør og senere sagfører.

⁃  Har sit eget firma, Nanomation, og har lavet computeranimationer til BBC-programmer.

⁃  Har bidraget til tre forskningsprojekter inden for computergrafik.

⁃  Arbejder pt. som sagfører inden for kriminalforsorgen.

⁃  Stifter af organisationen Amicus, der aktivt opponerer mod dødsstraf i USA.

⁃  Har fire gange stillet op for Labour i valgkampe uden at blive valgt.

⁃  Skrev en manual til en tidlig version af Linux-programmet.

⁃  Fortaler for digitale rettigheder og aktiv modstander af forfølgelse af internet-fildelere.

⁃  Medlem af NGO'en Open Rights Group.

Privat

⁃  Interesseret i flyvning og fik pilot-licens i 1995.

⁃  Involveret i Beagle 2 Mission to Mars-projektet sammen med Alex James.

Damon Albarn:

Født: 23. marts 1968 i London. Flyttede med familien til Colchester som 10-årig.

Instrument: Synger og spiller keyboards, guitar, violin med mere

Karriere (ud over Blur)

⁃  Gik på dramaskole et år.

⁃  Udgivet tre albums med Gorillaz, som til sammen har solgt over 20 millioner eksemplarer.

⁃  Udgivet solopladen Democrazy (2003) og senere Dr. Dee (2012).

⁃  Udgivet album med The Good The Bad And The Queen (2007) Kåret som bedste album af Mojo det år.

⁃  Udgivet Mali Music (2002).

⁃  Har bandet Rocket Juice & the Moon med blandt andre Flea (Red Hot Chili Peppers), der udgav album i 2012.

⁃  Har remixet diverse ting under navnet Control Freak.

⁃  Soloalbummet Everyday Robots på alle måder et højdepunkt i 2014 (årets album ifølge GAFFA-redaktionen)

Privat:

⁃  Bor i London med kæresten, kunstneren Suzi Winstanley og deres fælles datter.

Alex James:

Født: 21. nov 1968 i Bournemouth.

Instrument: Bas.

Karriere (ud over Blur)

⁃  Læste fransk På Goldsmith universitetet i London, hvor han mødte Coxon.

⁃  Dannede Fat Les i 1998 specielt kendt for den uofficielle sang for VM i fodbold 1998 Vindaloo.

⁃  Har arbejdet med og skrevet sange med Marianne Faithfull, Sophie Ellis Bextor, Florence and The Machine og DJ Turnstall.

⁃  Med i bandet Bad Lieutenant.

⁃  Arbejder som journalist og klummeskriver for blandt andet The Sun og en række andre medier.

⁃  Har udgivet selvbiografien Bit Of A Blur om livet i overhalingsbanen.

⁃  Har medvirket i flere tv-shows, både som osteproducent, dommer og paneldeltager og en dokumentarserie Cocaine Diaries:Alex James In Columbia, og meget andet.

⁃  Har arbejdet som model.

Privat: Er kendt for sin hedonistiske livsstil, der blandt andet tæller et voldsomt forbrug af kvinder, kokain og champagne.

Graham Coxon:

Født: 12 marts 1969 i Vesttyskland, voksede op i Colchester.

Instrument: Guitar, trommer, keyboards, vokal, saxofon m.m.

Karriere (uden for Blur):

⁃  Har gået på grafisk skole (Fine arts på Goldsmith) og beskæftiger sig som maler og står blandt andet bag coveret til 13.

⁃  Har udgivet hele otte soloalbum, fire mens han stadig var i Blur, adskillige af dem produceret af Blur-producer, Stephen Street

⁃  Han spiller næsten alle instrumenter selv på sine soloplader.

⁃  Har et independent label, Transcopic, oprindeligt med vennen Jamie Davis.

⁃  Har designet sine egne og andres albumcovers.

⁃  Har remixet sange for Idlewild og Lowgold.

⁃  Var kraftigt involveret i Pete Dohertys solo-album Grace/Wastelands.

⁃  Har produceret grupperne Mower og Assembly Line.

⁃  Havde sin egen maleriudstilling i London i 2004.

⁃  Skrev forordet til en nyudgivelse af Herman Hesses Narcissus And Goldmund.

Privat:

⁃  Behandlet for alkoholisme i 2001.

⁃  Har en datter født i 2000 med en ekskæreste.

⁃  Er forlovet med sin kæreste gennem seks år, Essy Syed.

Blur: Udvalgte priser

⁃  1994: Q Awards – Best Album (Parklife)

⁃  1994: Smash Hits Awards – Best Alternative Band, Best Album (Parklife)

⁃  1995: Brit Awards – Best Band, Best Album (Parklife), Best Single (Parklife), Best British Video (Parklife)

⁃  1995: NME Awards – Best Band, Best Live Act, Best Album (Parklife)

⁃  1995: Q Awards – Best Album (The Great Escape)

⁃  1996: Ivor Novello Awards – Best Songwriters (delt med Noel Gallagher)

⁃  1999: Q Awards – Best Act in the World Today

⁃  2000: NME Awards – Best Band, Best Single (Tender)

⁃  2003: Q Awards – Best Album (Think Tank)

⁃  2003: GAFFA - Bedste internationale album (Think Tank) (både læsernes og redaktionens)

⁃  2003: South Bank Show Awards – Best Album (Think Tank)

⁃  2009: MOJO Awards – Inspiration Award

⁃  2010: NME Awards – Best Live Event (Blur at Hyde Park)

⁃  2012: Brit Awards – Outstanding Contribution to Music