Nyhed

Hjortshøj Festival klar til fest i pinsedagene

I pinsen slår Hjortshøj portene op for en utraditionel festival, der byder på mere end 60 forskellige kunstnere og masser af anderledes kulturelle oplevelser for hele familien

For tredje år i træk afvikles Hjortshøj Festival i pinsedagene 22. maj til 24. maj. Blandt årets hovednavne på festivalen er MC Einar, Pharfar og Kaka (billedet). Derudover er rockerne Captain Casanova, sangerinden Ida Gard og funkbandet Total Hip Replacement også på programmet. 

Hjortshøj Festival er en unik og anderledes kulturfestival, der foregår i Andelssamfundet i Hjortshøj mellem huse, dyr og enge - lige uden for Aarhus. Udover de mange bands, der dækker over gedigen rock, hiphop,pop, folk og ballader, er der teater, gøgl, mavedans, pileflet, litteraturworkshops, eget tivoli, ildshow og meget mere.

Overskuddet fra festivalen går ubeskåret til VIMBY – Velkommen I Min By – et inklusionsprojekt i Andelssamfundet i Hjortshøj, der arbejder med at skabe rummelige arbejdspladser og livsbetingelser for mennesker med særlige behov. Festivalkoordinator Elisabeth Groot fortæller:


"På Hjortshøj Festival vil vi gerne overraske og inspirere vores gæster. Men det handler om mere end musik og underholdning. Det er samtidig en støttefestival for en gruppe mennesker med særlige behov."

I årets program er der lagt særlig vægt på de unge. "Vi vil gerne give de unge en ekstra oplevelse i år, og vi er derfor begejstrede for, at det blandt andet er lykkedes at få de topaktuelle rappere Pharfar og Kaka til Hjortshøj. De vil med numre som "Lad mig rulle dig" og "En sidste sang" få festivalen til at eksplodere lørdag aften", siger Groot. "Og så er vi rigtig mange, der ser frem til et gensyn med kultfiguren MC Einar, som jo drøner ud af alles radioer mindst en gang om året, nemlig når det er jul og det er cool."

Kaka og Pharfar stod sammen på scenen til Danmarks Grimmeste Festival i august sidste år. Her kvitterede GAFFAs musikanmelder Julie Hugsted med fire stjerner. Hun konkluderede afslutningsvis: "Både Kaka og Pharfar rapper eminent og imponerende, imens deres skønsang også er flot og velfungerende. Alt i alt en udmærket musikalsk oplevelse og en fed fest, der kunne have haft lidt mere kant."


Du kan læse mere om Hjortshøj Festival på deres hjemmeside her.

 

 


ANNONCE