Den tatoverede sangerinde udsætter sin koncert i Vega den 9. april – ny koncertdato annonceres snart
Ifølge en pressemeddelelse bookingbureauet DKB Motor har udsendt, er den engelske soulmusiker "desværre nødsaget til at udskyde sin koncert i Vega den 9. april". Det hedder endvidere at "publikum bedes venligst beholde deres billet og afvente ny koncertdato". DKB Motor oplyser, at en ny koncertdato bliver offentliggjort meget snart.
Begrundelsen for udsættelsen fremgår ikke af pressemeddelelsen. Der er kun tilbage at sige, at Amy Winehouse-fans må væbne sig med tålmodighed, inden en ny dato ligger klar. Og så spiller hun stadig til Zulu Rocks i Parken 16. juni.