Nyhed

Pet Shop Boys tæt på flystyrt

Den navnkundige pop-duo var 40 sekunder fra en flykatastrofe, da en russisk statellit nær havde ramt det fly, de to herrer sad i

Det kunne have gået grueligt galt, men forsynet eller skæbnen ville det heldigvis anderledes, da gruppens fly undgik at blive torpederet af en brændende satellit over New Zealandsk luftrum. Kun 40 sekunder adskilte flyet og satellitten fra at kollidere med hinanden. Det skriver den norske nyhedswebside VGnett.

De to pop-eminencer sad og sov i deres flysæder, da dramaet udspillede sig uden for flyet, og var derfor lykkeligt uvidende om situationens alvor. Flyselskabet Lan Chile, hvis fly, der fragtede Neil Tennant og Chris Lowe, udtaler, at flykaptajnen opdagede "glødende fragmenter" nogle kilometer væk og at flyet befandt sig i en "glødende sky".

De russiske myndigheder afviser, at det kan have været deres satellit. I forlængelse af hændelsen er NASA blevet kontaktet med henblik på at hjælpe med at identificere det brændende objekt. NASA finder det sandsynligt, at der var tale om et meteor-nedslag, og at den "glødende sky" var meteorens "hale".


En talsmand fra luftfartsmyndighederne på New Zealand udtaler: "Det er ikke usædvanligt med meteoritter over de sydlige dele af Stillehavet. Men det er meget usædvanligt, at et passagerfly kommer i vejen. Det her var ubehageligt tæt på".

ANNONCE