x

Playliste: 11 glemte 90'er-eurodance-perler

Playliste: 11 glemte 90'er-eurodance-perler

Lørdag den 22. maj løber Vi Elsker 90'erne af stablen i Rødovre, hvor mere end 20 af de største 90'er eurodance-navne optræder i løbet af det 13 timer lange show. Og senere på sommeren står Odense og Aarhus for tur.
 
I den anledning har GAFFA lavet en playliste, og hvor de fleste nok uden videre hjælp kan nævne 2 Unlimiteds "No Limit", Haddaways "What Is Love", Culture Beats "Mr. Vain" med flere, så har vi sat fokus på nogle af de mindre kendte eller halvglemte hits fra dengang. Hør sangene nedenfor på Spotify og WiMP.
 
2 Unlimited - Faces
3. single fra albumet "No Limits!", der for alvor gjorde 2 Unlimited til det største eurodancenavn på det tidspunkt. Singlen gik Top 10 i UK og var også en af den rekordrække på 12 singler i træk, som gik Top 10 i både Holland og Belgien.
 

E-Type - Life
Ikke så kendt herhjemme som "Angels Crying" eller "Here I Go Again", men en rigtig fan-favorit og et typisk E-Type nummer. Solgte Platin i Sverige og er også en af de fem singler, E-Type har haft liggende som nr. 1 på den svenske hitliste.
 
Infernal - Sorti de l'enfer
Infernals første single og altså starten på det der skulle blive et af Danmarks største dancenavne gennem tiden. Fra dengang Infernal var lig kilt og sækkepiber.
 
Alice Deejay - The Lonely One
4. single ud af fem fra Alice Deejays enlige album "Who Needs Guitars Anyways?" Hvor "Better Off Alone" var en instant classic, har resten af albummets helstøbthed sikret, at Alice Deejay blev mere end et one-hit-wonder.
 

Whigfield - Think Of You
De færreste ved at Whigfield faktisk har udgivet fem albums, det seneste i 2012. Her dog tredje single fra debutalbummet, og vel sammen med "Sexy Eyes" et af de numre, hun er bedst kendt for ud over "Saturday Night".
 
Culture Beat - Got To Get It
Nok det Culture Beat-nummer, der er flest, der kan huske, når man ser bort fra "Mr. Vain", og da også deres næststørste hit, der solgte Guld i Tyskland og gik Top 5 over det meste af Europa.
 
Sound Of Seduction - Feel Like Dancin'
S.O.S. var Remees første claim to fame, her med et af de numre, der for alvor var med til at putte trioen på eurodance-kortet. Nu er de altså for en kort stund at finde på scenen igen.
 
Haddaway - Life (billedet)
Haddaway står med "What Is Love?" velsagtens bag det største hit overhovedet inden for genren, en gigantsucces der nærmest har stemplet ham som et one-hit-wonder. Glemt er det, at blandt andet "Life" gik Top 3 over hele Europa med et par Guld- og Platincertificeringer til følge.
 
Dr. Alban - Let The Beat Go On
Dr. Alban var en af de eurodance-kunstnere, der hittede hele vejen igennem 90'erne, og selvom der nu er længere mellem udgivelserne, er han også af dem der aldrig har lagt musikken på hylden. Her med et hit fra toppen af karrieren i 1992-94.
 
Vengaboys - We Like To Party! (The Vengabus)
De fleste forbinder nok Vengaboys med numre som "We're Going To Ibiza" og "Shalala Lala". Men faktisk skiller de sig lidt ud fra, hvad man finder på deres albums, og også fra de første par singler som "Up & Down" og her "We Like To Party".
 
Scooter - How Much Is The Fish?
Scooter er ikke at finde på plakaten i København, men med 17 albums og adskillige fyldte stadionkoncerter på bagen må de i den grad siges at være hovednavn i Odense og Aarhus. Her med en rigtig fanfavorit tilbage fra 1998.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA