x

Klip: Polemisk Young langer ud mod Starbucks

Klip: Polemisk Young langer ud mod Starbucks

Neil Young har set sig vred på kæden Starbucks, og det er der naturligvis blevet en sang, "Rock Starbucks", ud af. Se et klip af Youngs boogie mod Starbucks her forneden.

I sangen kritiserer Neil Young Starbucks angivelige samarbejde med firmaet Monsanto og dets brug af genetisk modificerede organismer (GMOs), og det er da heller ikke første gang, at Young har været ude med riven efter Starbucks. I 2014 opfordrede han sin fans til at boykotte kæden. 

Staten Vermont vedtog i 2014 en lov, der kræver, at fødevareproducenter giver klar besked på produkter, der indeholder genetisk modificerede organismer, inden juli 2016. Monsanto er et af de firmaer, der indædt kæmper imod det nye regulativ. 

"Rock Starbucks" vil være at finde på Youngs næste album, et konceptalbum kaldet "The Monsanto Years". Neil Young indspiller albummet med Willie Nelsons sønner, Lukas og Micah, som han også spillede en overraskelseskoncert med i San Luis Obispo, Californien, tidligere i år. 

Da Neil Young sammen med sine evige følgesvende Crazy Horse gæstede København i juli sidste år, fremførte han som sit ekstranummer sangen "Who's Gonna Stand Up and Save the Earth", ligesom han i sit hit "Rockin' In the Free World" tilføjede et ekstra vers, der tydeligt viste hans modstand mod olie og fossile brændstoffer. Koncerten blev vel modtaget af GAFFAs anmelder Espen Strunk, der blandt andet kaldte koncerten "et gnistrende genhør" med Neil Young.

Så tænk over, hvilke bønner din kaffe egentlig er brygget på, mens du ser Young i klippet her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA