Nyhed

Kanye West ruller gennem drive-in med stil

Intet mindre en Lamborghini kan gøre det, når rapperen føler trang til et Happy Meal

Kanye West havde fredag the munchies og besluttede sig for at smutte forbi sin lokale McD's drive-in. Selvfølgelig i en splinterny Lamborghini. Det beretter Consequence of Sound. 

Og hvordan ser det så ud, når man ruller forbi check-in i en dyr italiensk racerhest? Jo, det er såmænd samme princip, som var man rullet forbi drive-in i Nørresundby i en brun, rusten Opel Kadett. Skulle der billeddokumentation til for at understøtte påstanden, kan du klikke på linket her forneden og selv tage den celebre West i syne.

Om det er trøstespisning forårsaget af den lettere skandaleramte - eller måske snarere hårdt censurerede - optræden til årets Billboard Music Awards, der har gjort udslaget, at Kanye West må hævde sig ved at tage sportsvognen en runde om blokken, fortæller historien ikke noget om. Rapperen var dog ikke selv tilfreds med den behandling, showets producere gav hans fremførsel af "All Day" og "Black Skinhead". En repræsentant for West udtalte efterfølgende i en pressemeddelelse: 

"Kanye West var overdrevet censureret til Billboard Music Awards. Ikke-stødende tekster som 'with my leather black jeans on' blev fjernet i over 30 sekunder-lange intervaller (...) Det resulterede i, at hans stemme og optræden var alvorligt misvisende. Det er latterligt, at kunstnere i 2015 stadig skal kæmpe imod uberettiget censur. Selvom West var forberedt på elementer uden for hans kontrol igennem live-udsendelsen, så vil han gerne undskylde til tv-seerne, der ikke var i stand til nyde den optræden, som han havde forestillet sig."

Hvis West har for travlt med at tygge sig igennem sit Happy Meal til at indspille nyt materiale, mens han gør vejene usikre i sin Lamborghini, kan han altid få computerprogrammet DeepBeat til at skrive hans rap. Programmet skulle efter sigende være en ganske habil lyriker.

Se Kanye West bestille fedtet mad i dyr bil her.

ANNONCE