Nyhed

Oplev Dizzy Mizz Lizzy og Duné i Odense

De to bands går på scenen i Kongens Have i forbindelse med H.C. Andersen Festivals

Dizzy Mizz Lizzy og Dúné giver dobbeltkoncert i Kongens Have i Odense den 20. august 2015 som en del af H.C. Andersen Festivals.

Dizzy Mizz Lizzy var et af de første store skvulp i den store danske bølge af rockbands, der brød igennem i 90'erne. Det skete med deres hits som "Waterline", "Silverflame", "Love Is A Loser's Game", "Love Me A Little" og "Rotator". Efter en lang årække, hvor bandet var gået fra hinanden, blev de gendannet i 2010 og har siden tuneret landet rundt i 2010 og igen i 2015 for deres begejstrede fans.

Den 1. maj spillede Dizzy Mizz Lizzy i Sparekassen Fyn Arena. En koncert, som blev udsolgt på rekordtid, og som også blandt andet bød på to nye singler, "I Would If I Could But I Can't" og "Made to Believe". Det var dog de ældre klassikere, som vakte den største begejstring hos deres fans, samt lysshowet. Koncerten blev kaldt "en af de mest gennemførte danske rockproduktioner" af en af anmelderne.


Duné hører til 00'ernes generation af de danske rockbands. De albumdebuterede i 2007, og de blev efterfølgende hurtigt et populært rockband og livenavn på grund af deres stærke og energifyldte koncerter. Med hittene "Bloodlines", "Dry Lips" og "Let Go of Your Love" har bandets frontfigur Mattias Kolstrup og resten af bandet også gjort sig bemærket på diverse koncertsteder i udlandet, og deres musik har også igennem årene fået masser af spilletid på de danske radiostationer. Hans Thomsen fra JVB Concerts, som arrangerer denne forening, siger om koncerten:

"Der er lagt op til en aften med det bedste af dansk rock fra de seneste årtier, og koncerten vil oven i købet udspille sig i helt særlige rammer i Kongens Have – og som en del af årets H.C. Andersen Festivals. Det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige for alle med hang til rockmusik med masser af energi og melodi."

Årets udgave af H.C. Andersen Festivals finder sted i hele uge 34 i Odense, og det er tredje gang, at festivalerne samler en række kulturelle oplevelser på samme tid i centrum i Odense. Dizzy Mizz Lizzy og Duné spiller som tidligere nævnt til festivalen den 20. august.


Billetsalg via Danbillet.dk og Billetnet.dk.

ANNONCE