Nyhed

Red Hot Chili Peppers er vrede

Flea er sur på en kopist på MySpace, og John Frusciante er sur på publikum

De tidligere let utilpassede chili-drenge har på de seneste mange albummer virket ganske harmoniske, men selv for RHCP er der en grænse for, hvad man finder sig i. Den er nu blevet overskredet hos Flea og John Frusciante.

Flea er sur over, at en fyr har oprettet en profil på MySpace, hvor han efterligner bassisten, mens John Frusciante er sur over, at publikum under en koncert i Oklahoma piftede af opvarmningsnavnet Mickey Avalon.

I et brev til RHCPs fanklub-medlemmer skriver Flea:


"I går modtog jeg den meget foruroligende nyhed, at en person efterligner mig på MySpace. Jeg ønsker ikke at give jer navnet på ham, så han får mere ufortjent opmærksomhed, men jeg kan forstå at denne person har sendt breve ud med racistiske og fornærmende kommentarer."

"Jeg har det forfærdeligt med, at nogen vil sende racistiske beskeder, og endnu værre med, at det sker i mit navn. Så, hvis der er nogen, der har kontakt til det røvhul, så fortæl ham, at jeg gør, hvad der kræves for at få ham til at stoppe."

I samme brev skriver Frusciante på pædagogisk vis:

"Til de få af jer, der buede af min ven, Mickey Avalon: I buhede også af mit band og af jer selv. Pifter man af en anden mand, viser man ingen form for medmenneskelighed. Og man viser, at man ikke aner hvor meget mod det kræver at stille sig op på en scene foran 10.000 mennesker.


"I, der buhede, er formentlig blevet talt ned til af jeres forældre, jeres lærere, jeres chef, søskende, børn osv. Jeg ved, det kan være frustrerende, og det føles sikkert rart at lade det gå ud en, der har den selvtillid, I ville ønske I havde."

Brevet fortsætter et stykke endnu, men GAFFA tror, lektien er lært. Så tænk dig om, inden du pifter næste gang!

(Hvem finder først Fleas nye tvilling på MySpace?)

ANNONCE