Nyhed

Paul McCartney var tiltænkt rolle i Venner

Den Roskilde-aktuelle The Beatles-legende var tæt på at dukke op i den ikoniske 90'er-serie, fortæller en casting-ansvarlig

Paul McCartney var tæt på at dukke op i den amerikanske tv-serie "Venner", som de fleste er bekendt med. Under et interview med Huffington Post afslørede den casting-ansvarlige på 90'er-serien, Leslie Litt, for nylig, at serieskaberne ønskede at få The Beatles-legenden til at spille rollen som Ross Gellers kommende svigerfar i dobbeltepisoden, der sluttede fjerde sæson. Disse episoder blev indspillet i London og handlede om brylluppet mellem Ross og Emily Waltham.

Ifølge Litt var McCartney smigret over tilbuddet, men var travlt optaget i den periode, hvor indspilningerne skulle finde sted. Skuespilleren Tom Conti endte med at få rollen i stedet.

Paul McCartney lægger vejen forbi Danmark den 4. juli på Roskilde Festival, hvor han vil indtage Orange Scene klokken 22. Forventningerne er store - især efter GAFFAs anmelder Christian Voldborg Andersen var inde at høre den legendariske musiker spille koncert på O2 Arena i London i lørdags og her gav koncerten hele seks stjerner. I anmeldelsen lyder det blandt andet: "Fra første til sidste akkord var McCartney i topform under aftenens koncert i London. Selvom McCartney snart fylder 73 år, er der intet, der tyder på, at manden er pensionsmoden. McCartney er klar til at vælte årets Roskilde Festival."  


Du kan se hele programmet til Roskilde Festival 2015 lige her, og du kan finde billetter via GAFFA Live. Endagsbilletter til lørdag på Roskilde Festival er dog udsolgt. 

ANNONCE