Nyhed

Se premieren på intens live-video fra Patrick Dorgan

I ny video kan du opleve Patrick Dorgan spille live-version af Marilyn Monroe i stemningsfuldt studie

Den københavnske crooner Patrick Dorgan fik gjort opmærksom på sig selv med nummeret "On The Way Down", der sidste år blev P3's Uundgåelige. Lige nu hitter han med singlen "Marilyn Monroe" - og nu er der også en live-video til nummeret. Og det er der en helt særlig grund til. 

Vega, Roskilde Festival og GAFFA har nemlig hver valgt tre lovende kunstnere, der via Vegas Udvalgte, Roskilde Rising og GAFFAs "De bliver store i..." har et ekstra værktøj til at komme ud til et større publikum. Men for at fastholde interessen for de nye navne har Tuborg Musikhjælp nu meldt sig på banen, idet de tilbyder professionelle videoer til de udvalgte bands, som de vurderer har behovet og potentialet af VEGA, Roskilde Festival og GAFFA.

Videoerne bliver indspillet live i intime studier med individuelle lyssætninger og skal altså fungere som visitkort over for musikbranchen i ind- og udland. Patrcik Dorgan er blandt de første, der har været forbi studiet, og du kan se resultatetet i videoen nedenfor. 


De otte andre udvalgte kunstnere er som følger: Mendoza, Anya, Emil Stabil, Kill J, Lord Siva, Lowly, The Entrepreneurs og O'Hara. Disse navne kan man du også forvente live-videoer fra i den kommende tid. 

Vi har stillet Patrick Dorgan tre hurtige spørgsmål om videoen og hans kommende album:

Hvad synes du om at spille live?
 
– Det handler vel mest om at invitere folk indenfor på en eller anden måde. Man kan jo altid høre sangen. Det er bare at tænde radioen eller finde den på en musiktjeneste af en art. Men at få liveoplevelsen er ikke alle forundt, så på godt og ondt bliver folk inviteret ind i det rum. Og sådan her lød det så den dag.

Hvornår kommer dit debutalbum – og hvad kommer det til at indeholde?
 
– Debutalbum, ja, forhåbentlig op til min efterårsturne. Så september-oktober, men lad os nu se. Min branche er jo kendt for at trække ting i langdrag. Det skulle faktisk ikke undre mig, hvis de tror jeg mener 2016... Hahaha. Men uanset hvad kommer det til at indholde sange fra og om mit liv. Man kan jo ikke rigtigt gøre andet, kan man? End at skrive, hvad man ved noget om og så synge det på sin egen måde. Og det bliver sikkert lige så rodet som mit hoved, jeg kan ikke holde mig fast til én genre. Jeg skal nok putte min sjæl i det, men holder mig ikke udelukkende til "soul". Har aldrig gjort faktisk.
 
I bruger ingen elektronik, selvom soulet elektropop er meget populært for tiden hos blandt andet Julias Moon og Scarlet Pleasure. Hvorfor har I fokus på det håndspillede udtryk frem for det programmerede?
 
– Haha. Hvad skulle vi ellers bruge? Vores fødder? Elektropop og Scarlets musik er også håndspillet. Og det er den, fordi de er musikere først og fremmest. Det samme gælder mig. Dem, jeg laver musik med er, nå jo, musikere.


ANNONCE