Nyhed

Glastonbury modtager dødstrusler på grund af Kanye West

Yeezy er langt fra populær blandt festivalens fans, og det går nu ud over arrangørerne

Det vakte harme, da Kanye West blev offentliggjort til Glastonbury blandt festivalens inkarnerede fans, og nu har den spredt sig til festivalens arrangør, Emily Eavis. Hun fortæller til London Evening Standard, at hun har modtaget dødstrusler som følge af bookingen.

"Det er ikke en rar verden, vi er blevet kastet ind i," fortæller hun. "Jeg har modtaget dødstrusler og den slags. Det var frygteligt. Det var bare skørt."

Der har tidligere år lydt protester mod rappere på festivalen blandt fans, men det lader til, at et flertal af dem denne gang har set sig særligt sure på årets hovednavn Kanye West. I marts startede en underskriftindsamling mod den "musikalske uretfærdighed" at lade West indtage hovedscenen. Den har nu 133.000 underskrifter - mere end nok til at danne et parti og stille op til et dansk Folketingsvalg. 

Det får dog ikke Eavis til at betænke sig om bookingen. Hun har kun hovedrysten til overs for kritikken og udtaler: "Kanye West har en fantastisk kraft som performer. For os er det et fantastisk kup at få den største stjerne i verden."

Glastonbury Festival løber af stablen fra den 24. til den 28. juni. Årets hovednavn er foruden Kanye West også Foo Fighters. 


ANNONCE