Nyhed

Ny video: Neil Young fortsætter sin tirade mod kaffegiganter

Monsanto og Starbucks står atter for skud i den første musikvideo fra legendens red-min-kaffe-protestalbum

Den første musikvideo til Neil Youngs kommende album, "The Monsanto Years", er klar. Du kan se Neil Young + Promise Of The Real med "A Rock Star Bucks A Coffee Shop" her forneden.

Musikhistorien byder på mange protestsange, og Youngs kommende udspil må vel kunne betegnes som et slags "ingen skide pesticider i fars kaffe"-protestalbum. Det er fortsat den amerikanske kaffekæde Starbucks samarbejde med firmaet Monsanto og dets brug af genetisk modificerede organismer (GMOs), der danner baggrunden for Youngs galde. .

Staten Vermont vedtog i 2014 en lov, der kræver, at fødevareproducenter giver klar besked på produkter, der indeholder genetisk modificerede organismer, inden juli 2016. Monsanto er et af de firmaer, der indædt kæmper imod det nye regulativ.


Både Monsanto og Starbucks får da også adskillige verbale lussinger sangen igennem, der er en protestsang med, hvad det nu indebærer af ligefremt sprogbrug: Grådige firmaer skal ikke trodse folkets vilje! Nogen "Rockin' In the Free World" er det nu ikke ligefrem. 

Neil Young var aktuel med udspillet "Storytone" i november sidste år. GAFFAs musikanmelder Jan Opstrup Poulsen betegnede det som "et hyggeligt mellemudspil" og kvitterede med tre stjerner. 

"The Monsanto Years" udkommer på Reprise den 29. juni, og trackisten lyder: 

A New Day For Love
Wolf Moon
People Want To Hear About Love
Big Box
A Rock Star Bucks A Coffee Shop
Workin' Man
Rules Of Change
Monsanto Years
If I Don't Know

Se "A Rockstar Bucks A Coffee Shop" her:

ANNONCE