x

Guide: Her er årets bedste festivalnavne – nummer 20-16

Guide: Her er årets bedste festivalnavne – nummer 20-16

Det er – teknisk set – årets første sommeruge i denne uge, og festivalsæsonen er for alvor skudt i gang. I den forbindelse bringer vi over fem dage en top 25 over årets største oplevelser på de danske festivaler. Her kommer plads nummer 20-16. 

Læs meget mere om sommerens festivaler i GAFFAs festivalguide

Læs om top 25-21 på listen her

20. FKA Twigs

FKA Twigs er et af dette årtis mest omtalte nye navne og havde allerede været på flere magasinforsider, inden det Mercury Prize-nominerede debutalbum LP1 ramte butikkerne. Hendes to første ep-udgivelser tog musikjournalister og fans med storm over hele verden, og LP1 er den foreløbige kulmination på en lynkarriere, der har affødt sammenligninger med alle fra Billie Holiday og Sade til Tricky og Björk for hendes unikke og kantede bud på en moderne Urban-lyd. 

19. Robbie Williams

Tinderbox lagde ud i den tunge afdeling, da de annoncerede, at selveste Robbie Williams var et af hovednavnene på festivalen. Bevares, Robbie er ikke længere på karrierens højdepunkt, men han kan stadig fylde arenaer herhjemme, og så er han om nogen garant for en hitproppet popfest. Williams har senest været aktuel med sit swing-album Swings Both Ways fra 2013, et album, der førte til to koncerter i Jyske Bank Boxen. Vi satser dog på, at han på Tinderbox vil optræde med sine pophits, som har gjort ham til en af verdens mest populære sangere fra og med solodebuten i 1997. Hans 2015-turné hedder da også Let Me Entertain You Tour opkaldt efter hans 1998-hit Let Me Entertain You, der ofte har åbnet hans koncerter.

 

 

 

18. The Prodigy

Tinderbox har gravet endnu et topnavn fra 90'erne frem med The Prodigy, som tager sangene fra det nye album The Day Is My Enemy med til Odense. Albummet er bandets første siden Invaders Must Die fra 2009, og med spritnye sange og en perlerække af hårdtslående hist at trække på, burde festen være garanteret i Tusindårsskoven. De energiske briter har sørget for soundtracket til dansegulv verden over og har igennem en karriere på mere end 25 år produceret klubklassikere som Smack My Bitch Up, Poison og Firestarter

 

 

 

17. Wu-Tang Clan

Det er intet mindre end en flok legender, der indtager Ådalen, når selveste Wu-Tang Clan giver koncert på NorthSide Festival. De er blevet kaldt den vigtigste hiphop-gruppe nogensinde, og få grupper består af så mange medlemmer med succesfulde solokarrierer som Wu-Tang Clan fra Staten Island, New York. Rapgruppen har inspireret alle fra Barack Obama og Jon Stewart til Kanye West og Eminem. Den ni mand store gruppe har i slutningen af 2014 udsendt albummet "A Better Tomorrow", der viser RZA, Raekwon, Method Man, GZA, Inspectah Deck, U-God, Masta Killa, Cappadonna og Ghostface Killah i absolut topform, og albummet indskriver sig uden problemer i rækken af klassikere sammen med debutpladen Enter the Wu-Tang (36 Chambers), Wu-Tang Forever og The W.

16. Seasick Steve

Med Seasick Steve har vi at gøre med en herre, der efterhånden er godt oppe i 70'erne, men det har dog ingenlunde sat en dæmper på den amerikanske blues-musiker. Trods sit sene gennembrud har Seasick Steve altid haft en rå tilgang til bluesen, med sine hjemmelavede instrumenter og sin fortid som vagabond. Da han spillede på Roskilde i 2008, kogte teltet og de mange tusinde tilskuere i ekstase, og bluesveteranen her personligt lovet GAFFA, at han vil forsøge at gøre kunststykket efter på NorthSide. Der er grund til at glæde sig, hvis man kan lide sin blues upoleret, rå og med nosser.

 

Læs meget mere om sommerens festivaler i GAFFAs festivalguide

 

Læs om top 25-21 på listen her

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA