x

Se Foo Fighters invitere 8-årig fan på scenen

Se Foo Fighters invitere 8-årig fan på scenen

Da Foo Fighters sidste onsdag spillede i Manchester, spottede Dave Grohl en ung fan synge med på "Times Like These". Det fik den sympatiske forsanger til at reagere: "Jeg har lige set en lille dreng synge med på teksten derovre. Hvor gammel er du? Du er 8 år, og du kender Foo Fighters' tekster? Jeg kan godt lide dig. Den her sang går ud til dig".

Men historien stopper ikke her. Episoden fik Grohl til at invitere den kun 8-årige fan Frankie med op på scenen sammen med hans mor. Her fik Frankie lov at synge duet med sit store idol på 2002-singlen "Times Like These", der altså kom ud, før den unge fan var født.

Dave Grohl er kendt for at være ekstraordinært flink, særligt over for sine fans. Tidligere i år kunne vi berette, at han opfyldte en kræftsyg fans største ønske om at møde Foo Fighters, og få uger forud for dette stoppede Grohl en koncert for at give en af trommeslager Taylor Hawkins' trommestikker til en blind fan.

Foo Fighters er i øjeblikket på Europaturné, desværre uden at gøre stop på dansk jord. Seneste album "Sonic Highways" fra sidste år, fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez med ordene: "Selvom det måske nok er så som så med fantasien, når det kommer til sangskrivningen, er der ikke en finger at sætte på den overbevisning og nerve, de otte numre leveres med, og rockhjertet banker tydeligvis for fuld kraft hos bandleder Grohl og hans fire kumpaner."

Se Dave Grohl stoppe koncerten og invitere sin unge fan op til duet i klippet her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA