Endnu en række navne er annonceret til at spille på Århus-festivalen, heriblandt Shout Out Louds, Marybell Katastrophy og Caroline Henderson
Til de 40 navne, som er offentliggjort til at spille på én af scenerne på årets Spot-festival, føjes nu 11 til, herunder det svenske band Shout Out Louds, Marybell Katastrophy og Caroline Henderson.
Shout Out Louds spiller indie-pop med en umiskendelig "svenskhed" i udtrykket, og en forsanger, hvis stemme nærmest er analog med Robert Smiths fra The Cure. Danske Marybell Katastrophy er en udløber af det spøjse, men nu opløste Århus-band Tiger Tunes, for i front finder vi således Marie Højlund fra nævnte gruppe.
Derudover kommer som nævnt Caroline Henderson, som vist ikke kræver en nærmere præsentation. De resterende navne er 18th Dye, Green Concordes, Simon Lynge, samt flere stærke svenske indie-bands, som er The Concretes, Sambassadeur, [Ingenting], Studio og Love Is All.
Spot-festival 2007 afvikles i det centrale Århus over to dage i juni fra fredag den 1. juni til lørdag den 2. juni.