Nyhed

Per Vers modtager hæderspris

Og udsender hele tre samleobjekter i løbet af foråret

Per Vers modtog 26. marts DJBFAs (Danske Jazz-, Beat- og Folkemusik Autorer) hæderspris på 25.000 kr. Samme beløb blev tildelt Benny Holst. Priserne uddeles på vegne af sangskriver og komponistkolleger.

Per Vers har desuden netop færdiggjort en limited edition miks-cd ved navn "Retro Respekt". En hyldest til 1989, hvor Berlin-muren faldt, og Per faldt for hiphop.

Skiven er ikke mulig at købe i butikkerne – så lad skattejagten gå i gang, og tjek online-konkurrencer på udvalgte sites (f.eks. GAFFA.dk), for at vinde et eksemplar.

"Retro Respekt" er første knald i forårets tre-trins-raket af limited-udgivelser fra Pers Vers' hånd.


I april udkommer "Vers 64.0", et koncept-remix, hvor DJ Noize genbruger vokalspor fra debutpladen "Vers 1.0" (2005), og udskifter al musik med nye beats, der er bygget op udelukkende af lyde og musik fra den legendariske Commodore 64 computer.

I maj udkommer "Smells Like Team Spirit", der er en opsamling af produktive Per V’s gæsteoptrædener siden "Vers 1.0." Listen over kollaboratører tæller bl.a. Jokeren, BliGlad, Revoltage, Static & Nat-Ill, Promoe og mange flere.


Per Vers

ANNONCE