Nyhed

P3: Sådan vælger vi musik

Kunne du godt tænke dig at blive spillet på P3? Eller vil du bare gerne blive klogere på, hvordan musikken ender i din radio? Læs med her.

Størstedelen af radiolytningen i Danmark foregår på DRs radiokanaler, og i særdeleshed på P3, der dagligt har over en million lyttere. Der har gennem den seneste tid været en del fokus på og ikke mindst kritik af musikvalget på P3. Men hvem bestemmer egentlig, hvad der skal spilles?

DRs programdirektør Christian Ottenheim giver svar på de mange henvendelser om netop dette på DR's hjemmeside: "Groft sagt kan man sige, at der er to måder, bands og kunstnere kan blive spillet på P3. Enten bliver de udvalgt af playlisteudvalget og musikchefen og lagt ind i playlisten i mange forskellige programmer, eller også bliver de valgt direkte ind i et program af en vært."

Det er især P3s musikchef Lars Trillingsgaard (billedet), der har magten, når det kommer til valg af musik. Han er dog ikke alene i udvælgelsesprocessen, men har et panel bestående af en musikmedarbejder og fire værter, skriver Ottenheim og fortsætter: "Disse mødes en gang om ugen og diskuterer, hvilke numre der skal tilføjes til playlisten den kommende uge. Værterne har også her mulighed for at tage numre med, som de selv eller en kollega har fundet og spillet i radioen, og som de mener har potentiale til at blive spillet noget mere på kanalen og blive lagt ind i playlisten. Udvalgets medlemmer bliver udskiftet efter seks uger, og så er det nye værter, som er med til at vælge musikken."


Ottenheim beskriver, at den faste playliste på P3 har den funktion, at lytterne kan vænne sig til den nye musik. Jo flere gange man hører et nummer, jo større chance har det for at bide sig fast og blive et hit. Derfor er det da også en fordel at blive udvalgt til P3's Uundgåelige. Derudover sikrer playlisten, at P3 spiller den andel af dansk musik, kanalen er forpligtet til. I den nye medieaftale fra sidste år er det fastlagt, at DR skal spille mindst 39 % procent dansk musik.

Værterne har da også lov til at vælge musik, især på de musikorienterede programmer som Smag på P3 og Lågsus. Ottenheim skriver: "Det kan de, fordi det er vigtigt for os, at værterne selv har mulighed for at formidle musik, som de brænder særligt for, eller som der er særlige historier til, og fordi musik i dag udkommer mange forskellige steder på mange forskellige tidspunkter, så der er brug for flere indgange end playlisteudvalget til at introducere ny musik."

Kunne du godt tænke dig at komme i rotation på P3 opfordrer Ottenheim til, at du sender en mail, eller tilmelder dig KarriereKanonen. Her udvælges noget af den musik, der bliver spillet på P3 og P6beat. KarriereKanonen har tidligere fostret navne som The Eclectic Moniker, Djämes Braun, Vild $mith og The Minds of 99, og i tidernes morgen også kunstnere som Marie Key Band, Magtens Korridorer og Tue West.


Læs mere på DRs hjemmeside.

 

ANNONCE