x

Guide: Her er årets bedste festivalnavne – nummer 10-6

Guide: Her er årets bedste festivalnavne – nummer 10-6

Det er – teknisk set – årets første sommeruge i denne uge, og festivalsæsonen er for alvor skudt i gang. I den forbindelse bringer vi over fem dage en top 25 over årets største oplevelser på de danske festivaler. Her kommer plads nummer 10-6. 

Læs meget mere om sommerens festivaler i GAFFAs festivalguide

Læs om top 25-11 på listen her

10. The Black Keys

Den amerikanske duo toppede listen over de mest ønskede navne ifølge NorthSide Festivals Facebook-side. Det var en top ti-liste, som NorthSide havde foretaget ud fra tusinde forslag, hvor folk kunne indsende bud via NorthSides hjemmeside. Dermed er ønsket opfyldt set ud fra listen. The Black Keys har været gæsternes mest ønskede navn de sidste tre år, og nu behøver publikum ikke at vente længere. Endelig en festivalkoncert med Dan Auerbach og Patrick Carney på dansk grund! Så kan vi sagtens leve med, at Turn Blue var en lidt lunken omgang i forhold til, hvad man ellers er blevet vant til at forvente fra drengene.

 

 

 

9. Modest Mouse

Ja, altså… De burde jo sådan set have spillet på NorthSide, hvis det skulle være helt rigtigt, eftersom de aflyste deres ellers meget imødesete koncert der i 2013, men Modest Mouse på Tinderbox skal også nok blive en fest. Siden midten af 90'erne har Modest Mouse stået som et af de bedst anmeldte navne på den amerikanske indie-scene, og med singlen Float On fra deres fjerde album, Good News For People Who Love Bad News, fik de i 2004 endelig et bredt gennembrud. Med den nye Strangers To Ourselves i bagagen er bandet klar til endnu engang at indtage bankende indiehjerter verden over, så vi kridter danseskoene og glæder os til Tinderbox.

 

8. MØ

MØ behøver i disse tider ingen nærmere introduktion. Den danske popprinsesse har været her, der og alle vegne i løbet af de seneste år, og det er kun gået stærkere, siden hun sidste år udgav No Mythologies Left To Follow, som tilmed sikrede hende et hav af priser. Senest har hun været et smut i Indien med Diplo og DJ Snake, som hun har indspillet nummeret Lean On med. Her til sommer er hun dog tilbage på de danske festivalscener på NorthSide, Tinderbox og Smukfest for at levere den gedigne, skæve og folkelige popfest, som kun hun kan. Husk hestehale, hullede strømper og hoftedans!

7. Spids Nøgenhat

Siden udgivelsen af Kommer Med Fred fra efteråret 2013 har der været fart på for Spids Nøgenhat, der blandt andet oplevede stor succes på Avalon-scenen på Roskilde Festival sidste år, efterfulgt af en udsolgt Danmarksturné. I november 2014 modtog de to Danish Music Awards for "Årets Danske Livenavn" og "Årets Danske Liveudgivelse". Forvent psykedelisk retrorock af fineste danske skuffe, når Lorenzo Woodrose og kompagni lader den musikalske magi flyde fra scenerne på NorthSide og Tinderbox.

6. Muse

Med et nyt album ude er Matt Bellamy og resten af Muse endnu engang klar til at indtage Orange Scene med deres stort anlagte rock. Med sig har de sangene fra det nye album Drones, der traditionen tro er en større sammenhængende fortælling. Det kan man så mene er prætentiøst eller ej, men faktum er, at de tre briter er kendte for at spille røven ud af bukserne og levere nogle helt exceptionelt fremragende koncerter, og så bliver det dejligt at have dem tilbage på dansk grund, hvor de ikke har spillet siden 2010. Det var også på Roskilde, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner og følgende roser for koncerten: "Ultimativt overskud under en eksemplarisk koncert."

 

 

 

Læs meget mere om sommerens festivaler i GAFFAs festivalguide

Læs om top 25-11 på listen her

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA