Efter syv års stilhed er Miss Jackson klar til et comeback-album
Janet Jackson udsendte i sidste måned en teaser, hvor hun med silkeblød røst erklærede, at hun i år ville komme med ny musik, ny turné og en helt ny bevægelse.
I onsdags blev det så bekræftet, at der vil være et nyt album klar fra den erfarne sangerinde dette efterår, et album, der bliver udgivet på Jacksons eget, nystartede pladeselskab Rhythm Nation i samarbejde med BMG. Efterårsalbummet har endnu ingen titel eller nærmere udgivelsesdato, men helt sikkert er det, at et 11. album er på trapperne.
Sidst fru Jackson udgav album var tilbage i 2008, hvor GAFFAs anmelder Sohail Hassan gav "Discipline" fire stjerner med ordene "...bortset fra den seksuelle erklæring er det her det bedste musikalske udspil fra Ms. Jackson siden 'Damita Jo'-albummet og et seriøst bud på et comeback, netop som man var klar til at afskrive hende efter hendes sidste album."
Det er efterhånden næsten 30 år siden, Jackson fik sit store gennembrud med sit tredje album "Control" (1986), der indeholdt intet mindre end fem Billboard top-fem singler.
Gennem årene har der været garanti for sensuelle singler som "When I Think of You", "Miss You Much", "Black Cat", "Love Will Never Do", "Doesn't Really Matter", "All For You" og mange flere.
Fordriv for eksempel ventetiden med denne halvfemser-sag, der nåede helt i top på hitlister verden over i 1997: