Nyhed

Paul McCartney: Derfor kvittede jeg cannabis

Den Roskilde-aktuelle poplegende forklarer sit forhold til fjolleurten i nyt interview

Om en måneds tid indtager Paul McCartney Roskilde Festivals Orange Scene, og for nylig rapporterede GAFFAs udsendte hjem fra London om en 72-årig poplegende i absolut storform. Og nu kan man eventuelt varme op til næste måneds koncert med et nyt interview, som "Macca" har givet til The Liverpool Echo, hvor han blandt andet fortæller om sit forhold til cannabis.
 
Paul McCartney er, foruden at stå bag en imponerende række fra popevergreens fra "Yesterday" til "Let it Be," kendt som en mangeårig, passioneret potryger. Ex-Beatlens glæde ved den illegale urt blev angiveligt grundlagt efter et møde med Bob Dylan i sensommeren 1964, og har ved flere lejligheder bragt McCartney i konflikt med loven. 
 
Det er dog fortid, forklarer Macca i det nye interview, og forklarer: "Hvorfor? Sandheden er, at jeg ikke har lyst til at være et dårligt eksempel for mine børn og børnebørn i dag. Jeg ved, at det er sådan en forælder-ting. Dengang var jeg bare en fyr, som hang ud i London og havde en fest, og børnene var så små, at jeg bare forsøgte ikke at gøre det lige foran dem," siger sangskriveren og uddyber:
 
"Men nu handler det om ikke at være et dårligt eksempel. Så i stedet for at ryge en spliff, tager jeg id ag et glas rødvin eller en god margarita. Det er længe siden, jeg sidst røg." Paul McCartney er det ene af to overlevende medlemmer af legendariske The Beatles, som lukkede og slukkede med albummet "Let it Be" i 1970.
ANNONCE