Nyhed

Foto- og stemnings-reportage: Distortion på Vesterbro

Det kunne mærkes på Vesterbro, at Distortion er vokset endnu en gang. Men den gode stemning er intakt.

Se masser af billeder fra festen her

Vesterbro-Distortion har altid været min egen yndlingsdag. Der er lidt bedre plads mellem mennesker, lidt bedre scener og dansegulve, lidt mindre kaos. Selv på år, hvor man ikke har kunnet kaste sig helt ud i tingene alle dagene, kunne man altid liiiige cykle ned på Sønder Boulevard og hænge ud i den sidste aftensol mellem to fint afstemte techhouse-scener og hygge sig. 

NOT ANYMORE! 

I år er Sønder Boulevard omdannet til et tætpakket mylder af den slags, der mere bestemmer, hvor du skal hen, end omvendt. Folk er kravlet op på alle mulige forhøjninger for at følge med på RAW-scenen. Mild panik hvor Sønder Boulevard møder Dybbølsgade, hvor forskellige menneskestrømme skaber prop. Men okay, så er det heller ikke værre. Det er bare ikke lige dér, jeg skal være. I dén slags mylder. 

Det er derfor noget af en fryd at nå gennem den lille metalnetafspærrede flaskehals bag scenen på Dybbølsgade og blive omfavnet af rare dansebeats fra La Villa-scenen. Og plads! Cyril Hahn dj'er under en kæde kulørte pærer. Folk danser på små palleplateauer, eller sidder henslængt i sofaer på asfalten mellem trillende flasker. Det hele ligner lidt en daggammel efterfest eller en almindelig eftermiddag i et af de mere festlige kvarterer i Berlin. Det er en god ting. 

Jeg vil egentlig gerne høre starten af Henri Matisses sæt kl. 21, men skal lige nå hen forbi Istedgade inden, og hænger hyggeligt fast på hjørnet af Saxogade ved et anlæg, der mirakuløst synes at have endnu bedre lyd. Der danses på højttalere i røde pailletjakker og deles blomster ud. Istedgade er så proppet, at enhver tanke om at gå dén vej må droppes. Eller finde den scene, hvor Rekyl spiller. Eller nå frem til den scene, hvor Trentemøller spiller. Man må feste, hvor man er. 

Der viser sig dog en vej bagom, hen mod pladsen foran uKirken, hvor Tomas Barfod, Lydmor og Alfakat har spillet i løbet af dagen. Nu har den begejstrede uKirke-præst lige præsenteret Schaarup bag pulten under det store træ. Den sidste times fest indledes. Der er smil og dansende mennesker overalt. Jeg finder ud af, at fyrene i krokodille- og tigerkostume, jeg så i det fjerne, er to af mine venner.

Ved siden af scenen møder jeg Jacob, der har boet på Vestersbro i 17 år og er blevet gift lige inde i kirken til venstre for os - før den blev vært for den slags fester her. Han giver dåseøl og er begejstret. 

"Se hvor glade folk er!" siger han. "Du skal skrive om, hvor glade folk er!!!"
Det bliver nemt.

Et af Schaarups sidste numre er Underworld. Stor begejstring. Arme mod himlen. Da klokken bliver 22.03 slukkes musikken til de sædvanlige protester fra de mest engagerede folk på scenen, der er helt inde i festpuppen. 

Jeg skal mod Jazzhouse og skal hente min cykel foran KB18, hvor en off-Distortion-fest med tysk lineup er ved at tage form. Jacob Phono bag pulten, festen spiller for åbne døre. Jep, Distortion er nu blevet så stort, at en off-Distortion pibler frem, ligesom til Sonar. 

Det tager en halv time at få filtret min cykel ud af Vesterbros menneskekaos mod indre by, så når kun sidste del af Blanck Mass' sæt på Jazzhouse. Har den her limet til hjernen på cyklen hele vejen tilbage til Vesterbro.


Se masser af billeder fra festen her

ANNONCE