x

Muse-interview del 3 af 3 – Teknologi har gjort os til dræbermaskiner

Muse-interview del 3 af 3 – Teknologi har gjort os til dræbermaskiner

Læs anden del af interviewet her

Læs første del af interviewet her

Robert "Mutt" Lange er ikke kun en af den moderne musikhistories mest legendariske producere, men også en af dem, som har tjent flest penge på de album, han har stået bag. AC/DC fandt ham dengang, de var en flok halvpopulære, fordrukne drengerøve, der turnerede uafladeligt rundt, hvor som helst, og som oftest fandt ud af, at de var bankerot, når de kom hjem. Det ændrede relationen med Mutt Lange radikalt på, og det for begge parter. Lange havde haft en pæn, lille succes med Bob Geldorf og hans Boomtown Rats. AC/DC var egentlig i gang med at indspille med Eddie Kramer, der i sin tid havde en god aktie i Jimi Hendrix' succes. Vi taler 78-79, men Bon Scott og Angus Young ville det anderledes. Under påskud af "fridag" gik de i studiet med Lange, kemien var øjeblikkelig. Det kom der Highway to Hell, Back in Black og For Those About to Rock ud af i løbet af de næste tre-fire år.

Back in Black er, på flere lister, kåret som det næstbedst sælgende album i musikhistorien. Senere solgte de album, han producerede for Def Leppard i afsindige mængder, og Shania Twains Come on Over fra 1997 klæbede sig til de amerikanske hitlister i årevis. Andre kunder i butikken tæller Tina Turner, Foreigner, The Cars, Bryan Adams og The Corrs. Siden han arbejdede med Nickelback i 2008 har den interviewsky kapacitet ikke været til at drive ud af den landlige idyl i Schweiz. Det er nu lykkedes for Muse. Trommeslager Dominic "Dom" Howard fortæller om, hvad denne fætter egentlig er for en fyr.

– Han laver ikke meget; et band eller en artist hvert tiende år, så vi er meget glade for, at vi fik ham ud af Schweiz for en tid og til Vancouver, hvor vi indspillede. Han er meget "hands on" og meget detaljeret. Han er nok den mest musikalske producer, vi nogensinde har arbejdet med. Stor viden om kompositioner, om instrumenter og instrumentering. Han forstår melodi, arrangement og hele spektret. Han kom med input til dele og arrangementer løbende, og så tog vi det op og optog det.

Fik han jer til at arbejde?

– Ja, det kan man roligt sige. Han kan godt lide at få os til at spille meget, det bliver let til 30 takes af en sang. Matt kunne laver 35 forskellige versioner af en guitar-solo. Det er som om, han vil afsøge hvilken som helst tænkelig del af hvert element, for derefter at kunne sætte det hele sammen, som han hører det. Han er meget dedikeret og lidt af en excentriker, der ikke vil udelukke nogen muligheder på forhånd. Han kom til studiet klokken otte hver morgen som den første, og blev der til klokken to om natten. Jeg ved ikke, om han overhovedet fik tid til at komme tilbage til sit hotel. Han er typen, der involverer sig meget dybt.

 

Roskilde 2015

Hvad kan vi forvente på Roskilde Festival i år?

– Albummet er meget rock, baseret på riff, bas, trommer og guitar. Det bliver nok neddroslet lidt i forhold til, hvad vi plejer, hvad angår det spektakulære og mere fokuseret på bas, trommer og guitar.

Ok, for selvom der er mere direkte rock på albummet, er det også i den grad et koncept-album med et kraftigt budskab. De globale problemer, der også kan invitere til det store show.

– Det er rigtigt, men det bliver nok senere, når vi skal på tur, i forhold til scenekoncept. I første omgang bliver det festivaler, og der kan du ikke helt gøre det samme. Drones er en historie om en person, der begiver sig ud på denne rejse, mister kærligheden og håb, bliver hjernevaske, og til sidst gør oprør mod de kræfter, som har hjernevasket ham, kommer ud af det og finder kærligheden igen. Det skal nok afspejle sig i live-sammenhæng før eller siden.

 

Starten og udvalgt bagkatalog

Trods kæmpe, ekstravagante, spektakulære stadion-shows er Muse forblevet en trio, og her taler vi om et venskab, et musikalsk partnerskab, der går langt tilbage. Alle tre er skolekammerater fra lille Teignmouth i Devon, England. Og faktisk var det Dom, der var chefen i starten. Matt var oprindeligt til audition i hans band.

– Ja, det var vel mit band, ha, ha, hvis du vil kalde det det. Jeg sparkede vores guitarist ud, da han ikke havde den fornødne dedikation. Jeg kendte til Matt fra skolen og vidste, han kunne nogle, stærke musikalske ting. Jeg havde hørt ham spille nogle fede klaver-ting på skolen, og jeg vidste, at han var guitarist i et rigtigt dårligt band, så jeg tog fat i ham og spurgte, om ikke han ville prøve at spille med os i stedet. Jeg syntes, vi var meget sejere.

Og helt vildt, du har ikke sparket ham ud endnu.

– Nej, han er der stadig, ha, ha. Men vi klikkede hurtigt, var ambitiøse, øvede hele tiden, begyndte at skrive vores egne ting. Resten af drengene i bandet forsvandt, og så fandt vi Chris, der havde den samme dedikation. Men du kan sige, at vi var meget heldige, for der var ikke nogen andre. Vi kom fra en lille, bitte by, ikke ligefrem London eller L.A., hvor man kan vælge og vrage. Det var bare os tre.

Det, at bandet er grundlagt på baggrund af venskab af folk fra en lille by, betyder det, at I har en længere levetid, end hvis Ï for eksempel havde mødtes i et musikermiljø i en storby?

– Ja, det er helt sikkert. Vi kender hinanden helt grundlæggende godt. Vi taler 21 år i 2015, det betyder, at uanset hvor meget succes eller det modsatte, du måtte have ude i verden, kan vi altid finde tilbage til den samme reference. Vi var og er grundliggende nogle unge drenge fra den samme lille by, det kan vi altid gå tilbage til. Og de bånd binder os stærkt sammen.

Jeg ved at Chris har seks børn med sin kone og har haft et heftigt alkoholmisbrug, men da jeg snakkede med ham for lidt over to år siden, sagde han, at han havde det meget bedre, og gav udtryk for, at I andre to havde været der og støttet ham. Det er sympatisk, at I giver plads, men jeg går ud fra, at alle skal være tændt og på hele tiden, nu hvor det musikalske univers er så ambitiøst, selvom Matt er hovedkomponist?

– Ja, det kan du sige, Mest af alt tror jeg, det er noget, der kommer automatisk, når vi begynder at spille sammen. Vi kender hinanden så godt, så vi bare ved, hvad vi skal spille. Selvfølgelig har vi vores konflikter og sammenstød, men vi er gode til at fastholde det samme mål, selvom vi kan have forskellige veje at nå det på hver især.

Showbiz (1999)

– Vi var unge, hvad lavede vi egentlig? Titelmelodien var en af de første "proggy" sange, vi kom ind i, hvor resten af sangene var mere single-orienterede. Den sang gjorde, at vi følte, vi havde mere dybde og kunne nogle andre ting. En sang, vi stadig godt kunne finde på at spille i dag.

Absolution (2003)

– Vi ændrede os drastisk fra første til andet album, og Absolution var på en måde det endelige produkt i forhold til os som rockband. Det er her, hvor vi har nogle af vores mest heavy ting, for eksempel en sang somStockholm Syndrome.

Black Holes and Revelations (2006)

– Vi blev mere filmiske på den plade. Knights of Cyndonialød som soundtrack til en film, hvor hensigten var, at den skulle fungere som et stort maleri, som var det en film. Det samme med et spor som Hoodoo.

The Restistance (2009)

Uprising er nok vores mest succesfulde nummer nogensinde, som også var stort i ord og lyd. Det var første gang, vi prøvede at producere selv. Vi oplevede en verden af frihed og følelsen af, at vi kunne gøre hvad vi ville. Vi fandt ud af, at vi godt kunne gøre det hele selv, men det har været rigtig fint at få andre på banen senere – som Mutt Lange nu – så vi ikke reproducerer os selv, men får andres synspunkter og ekspertise inkluderet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA