x

Sony-chef: Apples streamingtjeneste lanceres i dag

Sony-chef: Apples streamingtjeneste lanceres i dag

Der har længe været rygter om, at Apple vil åbne en musikstreaming-tjeneste. Tjenesten er nu bekræftet af Sony Musics chef Doug Morris med den enkle udtalelse "Det sker i morgen" (i aften dansk tid, red.), da han blev spurgt om den nye streamingtjeneste, skriver Billboard. Morris blev stillet spørgsmålet om tjenesten ved en konference om musikindustrien i Cannes, Frankrig søndag. Lanceringen af streamingtjenesten skulle ske på it-konferencen World Wide Developers Conference i San Francisco.

Denne meddelelse kommer efter de seneste uger, som har været fyldt med rygter om en mulig konkurrent til Spotify. Streamingtjenesten, hvis navn endnu er ukendt, vil findes i to forskellige udgaver: En gratis udgave, som vil bestå af frit tilgængelige playlister til specifikke radiostationer og playlister, hvilket er en videreudvikling af iTunes Radio-servicen, samt en version, hvor man betaler 10 dollars om måneden, og som vil have de samme funktioner, som brugere af Spotify kender til.

Lige nu er Apple ifølge Mashable gang med forhandlinger med de tre multinationale pladeselskaber, Sony, Warner Music og Universal Music. Doug Morris siger til Billboard, at han ser det som "begyndelsen på et fantastisk øjeblik for musikindustrien."

Sony-chefen roste også medskaberen af streamingtjenesten Beats, Jimmy Iovine, som blev ansat af Apple efter Apples køb af Beats (ejet af Dr. Dre og Iovine) for tre millarder dollar sidste år. Han tror på, at denne nye konstellation vil give Apple en fordel i forhold til deres konkurrenter.

"Med Jimmy har Apple den bedste mand i musikindustrien, som de kan få," udtaler Doug Morris. "Han vil give dem uvurderlig viden, og de har en fordel i form af 187 milliarder i banken og 800 millioner kreditkort (antal af Apple-brugere, red.), og Spotify reklamerer ikke rigtigt, fordi de ikke kan tjene penge. Jeg tror, at Apple vil reklamere, og de vil få stor succes, hvilket vil have positiv effekt på hele branchen." 

GAFFA følger op på udviklingen i sagen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA