x

Spitzenklasse hylder enerne med selvironi og miss wet T-shirt-damer

Spitzenklasse hylder enerne med selvironi og miss wet T-shirt-damer

Du kender nok denne gruppe uden at vide det. Det er vi næsten sikre på. Spitzenklasse, som består af Frederik Sally og Jonathan Bistrup, er nemlig dem der står bag hittet "Punani", som i den grad fik P3-programmet Lågsus' og de danske klubbers opmærksomhed i 2014. Efterfølgende udgav Spitzenklasse endnu en single, "Gi' mig love", der kom i rotation på P3. 

Nu er det så blevet tid til en ny single fra de unge herrer: "Kamæleon". En sang, der hylder alle enerne derude:

""Kamæleon" er et nummer, der fejrer det at turde, og samtidig være i stand til at kunne skille sig ud. I en tid, hvor netop det at skille sig ud er vigtigt for selvopfattelse og identitet, ender folk alligevel med at gøre det samme, klæde sig ens, få de samme tatoveringer og sige de samme ting. De blender ind i deres forsøg på at afvige fra normen. I "Kamæleon" fejrer vi alle dem, som ikke er tilbageholdende, når beatet dropper, alle dem der danser, selvom de ligner idioter, dem som følger deres mavefornemmelse og ikke tager sig for meget af andres meninger om dem," lyder det fra Spitzenklasse.

Om den nye musikvideo til "Kamæleon" siger de: "Vi har lavet en musikvideo, som tager lidt pis på dem, der tager sig selv for seriøst, blandet med en god portion randomness. Ideen var at lave flotte billeder, uden at lave en historie – budskabet er jo netop, at man skal gøre, hvad man har lyst til, så vi samlede et rigtig godt filmhold, og fandt nogle fede locations og inviterede nogle venner med. Vi synes, den blev helt perfekt, vi ligner to idioter i en alt for dyr musikvideo. Og så fandt vi på en underlig slutning." 

Du kan se den mærkelige slutning i videoen, der – kan vi afsløre – indbefatter en sortklædt blondine i bedste Once Upon A Time-stil og et petit samurai-sværd. Og nå ja, i løbet af videoen er der også indsat to styks miss wet T-shirt-damer, som bliver overhældt med væske foran en racerbil – selvfølgelig. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA