x

Video: Se Björk blive genfødt i den vilde islandske natur

Video: Se Björk blive genfødt i den vilde islandske natur

Björk har udgivet en ny video og en serie af remixes af sange fra sit seneste album. Se den nedenfor.

Den omtalte video er til den 10 minutter lange sang "Black Lake", som stammer fra albummet "Vulnicura", der tilbage i januar blev udgivet uden nogen promotion før dets lancering. Pladen fik dengang en fremragende modtagelse af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez, som gav albummet hele seks stjerner med ordene:

"Det er ikke en popplade med hurtige hits – men hvem ville efterhånden også forvente det af Björk? Og heldigvis, for popplader er der i overflod derude. Dette mesterlige hovedværk ser næppe sin lige foreløbig".

Videoen til sangen "Black Lake" er blevet filmet i sangerindens hjemland Island og er instrueret af Andrew Thomas Huang. Videoen tematiserer smerte, sammenbrud og genfødsel og viser Björk i den vilde islandske natur med klipper, huler og lava.

Samtidig med udgivelsen af sangens video er forskellige remixes af albummets andre sange blevet udgivet. Sangene er blevet remixet af blandt andet Mica Levi (aka Micachu), Lotic, Katie Gately og Kramohaft. Hør remixene her.

Siden udgivelsen af "Vulnicura" har musikeren talt om sin skilsmisse fra billedkunstneren Matthew Barney, et brud, som inspirerede til albummet. Björk sagde, at bruddet i 2013 var "den mest smertefulde ting", hun nogensinde havde oplevet. De var i et forhold i over 10 år og har en datter sammen, Isadora. Da Björk skrev om albummet på Facebook, kaldte hun det for et "album om hjertesorg".

Björk vil igennem året spille på en række udenlandske festivaler, blandt andet Iceland Airwaves i Reykjavik i november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA