x

B.B. Kings døtre i fortsat kamp mod hans manager

B.B. Kings døtre i fortsat kamp mod hans manager

Fire af B.B. Kings børn har udtalt, at et andet testamente end det hidtil kendte er efterladt af den afdøde blues-guitarist, skriver NME. Musikeren sov ind i en alder af 89 år den 14. maj.

Kings døtre Patty King, Karen Williams, Rita Washington og Babara Winfree anklagede for nylig B.B. Kings manager LaVerne Toney for at have forhindret familien i at besøge ham de sidste dage, inden han døde, og at manageren og Kings personlige assistent Myron Johnson fremskyndede deres fars død. Nu har Associated Press offentliggjort, at et andet testamente ifølge døtrene tilsyneladende eksisterer, et testamente, som er anderledes end det, som Toney er blevet præsenteret for.

I mellemtiden har en af B.B. Kings sønner, Willie, udtrykt sig yderst skeptisk om sine søskendes anklager om, at musikeren var blevet forgiftet. "Der er altid – jeg vil ikke kalde dem dette, men – der er altid et råddent æble i kurven", sagde han ifølge The Guardian og fortsatte: "Nogle gange kan du tage sorg og lave det om til noget, som det ikke burde være. Og jeg tror, at i sorgen over at miste deres far gik de ud i det ekstreme."

Han fortsatte med ordene:

"Jeg beder om, at samfundet ikke accepterer dem som vrede personer; fordi de er mine søstre, er de ikke sådan. Men engang imellem ved man bare ikke, hvordan man skal udtrykke sig, og man lader det gå ud over den nærmeste person. Og de angreb den forkerte person."

Retsmedicinerne, som er sat til at udføre obduktionen, sagde for nylig, at der ikke var umiddelbare tegn på, at King skulle være blevet forgiftet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA