x

NorthSide-aktuelle Emilie Nicolas – en modvillig popstjerne

NorthSide-aktuelle Emilie Nicolas – en modvillig popstjerne

Norske Emilie Nicolas har på kort tid oplevet en hype, der kan virke tilsvarende til den, MØ har oplevet herhjemme. Hendes musik er dog en smule mere mørk end hendes danske kollegas, måske tættere på den nordiske melankoli og dens kolde tinder.

Nicolas har allerede figureret på forsiden af norsk GAFFA. I det tilhørende norske interview kan hun godt komme til at fremstå som tyst og indadvendt, men sådan er virkeligheden langtfra, da GAFFA møder hende.

I stedet har hun nemlig nemt til latter, og hendes blå øjne funkler, når hun i animeret gestik indlever sig i sine fortællinger, hvad enten det er at bryde ud i skrålende sang eller gøre en pointe håndgribelig med sine formende hænder.

Jeg har læst, at du begyndte til sangundervisning som 12-årig. Begyndte du på musikken der?

– Jeg spillede først klaver. Så sang jeg en dag meget svagt, og min klaverlærerinde sagde, at jeg burde begynde at synge. Og så skiftede jeg til sang. Derefter sang jeg hele tiden. Hver dag. Efter skole. Jeg trak alle persienner for, jeg trak alle gardiner for og lukkede mig inde. Det var bare det bedste, jeg vidste, min hobby. Men det var også min hemmelighed. Jeg sagde det ikke til nogen, at jeg sang. En dag fortalte mine naboer mig, at de havde hørt det hele, og det var enormt grænseoverskridende, for jeg havde jo bare siddet og … (synger helt igennem, red).

Er den her privatsfære noget, du bibeholder den dag i dag?

– Hvis jeg ved, at andre kan høre mig, tør jeg ikke gøre det. Jeg kommer til at synge meget lavmælt. 

Men der er jo alligevel et skift til, når du så står på scenen. Der slipper du jo ikke for tilhørere. Hvordan føles det?

– Jeg synes, at det er ubehageligt. Jeg glæder mig ikke til det. I stedet tænker jeg på alt det, der kan gå galt. Og når det så er forbi, tænker jeg: "Wuuu … Det gik godt! Pyha …" Så selvom jeg har forberedt mig godt, og alt er på plads, er jeg altid nervøs. Hvorfor jeg alligevel går op på scenen er et godt spørgsmål. Det er et paradoks.

– Det forudgående år har været meget intenst. I hvert fald hjemme i Norge. Fra at være helt ukendt til bare at komme ud. Det er en omvæltning. Egentlig kan jeg godt lide at stå på scenen. Men det er bare meget personligt, mere end jeg selv troede faktisk. Der er jo ting, som jeg ikke siger til nogen overhovedet, som jeg siger i mine sange.

Du beskriver det seneste år som en omvæltning. Hvordan har det været pludselig at befinde sig i spotlyset?

– Jeg troede, at det ville være fedt. Men jeg kan nu i højere grad mærke, hvor vigtigt det er ikke at dele for meget ud af mig selv og ikke lave for meget og ikke slide mig selv op på ting, der ikke er vigtige for mig. Jeg tænker først og fremmest på, hvordan jeg har det, og så kommer musikken i anden række. Jeg gør altså ikke alt for musikken, men derimod for, at jeg skal have det godt. Og har jeg det godt med det her, fortsætter jeg med at gøre det.

– Men jeg synes selvfølgelig, at det er fantastisk, at jeg har fået så meget godt tilbage efter at have lavet musik i så mange år. Jeg sagde til en lærerinde på mit konservatorium, at jeg ikke var sikker på, at min musikalske drøm ville gå i opfyldelse. Og det var en uge, før at alting tog fart.

Debutalbummet Like I'm A Warrior udkom i efteråret 2014.

Hvem: Emilie Nicolas, 27 år, uddannet i jazzlinjen på NTNU i Trondheim.

Hvad: Melankolsk pop med referencer til r&b, elektronica og jazz. Nicolas trommeslager kommer ind midt under interviewet med et stykke pizza i hånden og bliver bedt om at hjælpe med at definere musikken. Han står længe med munden åben, mens han tænker sig om. Han slutter dog med at bide et stykke af pizzaen og sige "Aaahhh …". Nicolas siger så grinende med et blink i øjet som svar på spørgsmålet: "Pizza. Ost, stærk, crispy bund og meget på toppen."

Hvor: Født og opvokset på Bekkestua i Bærum.

Se Emilie Nicolas med "Grown Up":

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA