Mark St. John, der medvirkede på albummet "Animalize", blev 51 år
Den tidligere Kiss-guitarist, Mark St. John, døde torsdag d. 5. april efter en hjerneblødning. Mark St. John blev Kiss' tredje officielle guitarist, da han i 1984 afløste Vinnie Vincent, der år forinden havde afløst Ace Frehley.
På det tidspunkt havde Kiss lagt makeup og kostumer på hylden, og oplevede en karrieremæssig renæssance. St. John nåede dog kun at medvirke på albummet "Animalize", der genskabte Kiss som et af verdens største metalbands. Albummet indeholdt bl.a. MTV-hittet "Heaven's on Fire".
Efter udgivelsen planlagde Kiss en verdensturné, men på samme tid blev St. John diagnosticeret med en form for ledbetændelse, kaldet Reiters Syndrom, der fik hænder og arme til at hæve i et omfang, så han ikke kunne spille guitar.
St. John nåede kun at spille få koncerter og blev med tiden afløst af Bruce Kulick, som Kiss' faste guitarist. Efter tiden i Kiss' dannede St. John White Tiger, sammen med eks-Black Sabbath sangeren David Donato. Hans sidste bedrift blev den instrumentale soloplade, "Magic Bullet Theory", fra 2003.