x

Seasick Steve: NorthSide bliver rocket sønder og sammen

Seasick Steve: NorthSide bliver rocket sønder og sammen

Historien om Seasick Steve er en af de længere og omfatter et liv som vagabond efter at være blevet smidt ud hjemmefra som 14-årig og rendezvouser med navne som Nirvana, Lightnin' Hopkins, Nick Cave, Son House, Jack White, Modest Mouse og John Paul Jones. I dag runder bluesveteranen Danmark for at spille på NorthSide – en koncert, han selv ser meget frem til.

Historien om dig lyder, at du i mange år har levet fra hånd til mund. Er arbejdet som musiker det bedste job, du har haft?

– Ja, i hvert fald der, hvor jeg befinder mig nu i min karriere, hvis jeg må bruge så vulgært et udtryk. Jeg får lov til at rejse verden rundt, og jeg får endda penge for det. Det er i sandhed et drømmejob.

Hvad er så det værste job, du har haft?

– Tilbage i 60'erne lavede jeg alskens forfaldende fysisk arbejde. Vi var en flok arbejdere, der stillede os på en rasteplads om morgenen og ventede på, at en eller anden arbejdsgiver ville samle os op. Et af de værste jobs dengang var på en fabrik, hvor vi lavede det stål, der bliver lagt ned i cement for at gøre konstruktionen stærkere. Stålet skulle dyppes i en kogende væske for at galvanisere det. Det lort sprøjtede ud til alle sider og brændte sig ind i huden. Luften var så tyk af det der sølvstøv, så man bogstaveligt talt kunne flytte luften med sine hænder. Vi gik og indåndede det giftige flydende metal dagen lang, og det var før, der var noget, der hed arbejdstilsynet. Jeg fik smadret mine lunger godt og grundigt med det lort, og det gav ikke mere end en dollar i timen. Af alle de lortejobs, jeg har haft, tog det førstepladsen.

 

Der skal rigeligt vin til

Hvad gik du efter at indfange på dit nye syvende album Sonic Soul Surfer?

– Jeg ville gerne have, at det skulle være sjovt. Lad mig fortælle en historie, for min søn spiller nogle gange med mig på et gammelt vaskebræt, som man kender det fra bluegrass'en. Han havde et gammelt vaskebræt, der var ved at falde fra hinanden, så jeg ville lime det sammen igen, og så var det, at jeg rigtigt kom til at kigge på vaskebrættet. Det var et smukt stykke håndværk, omkring 100 år gammelt, og jeg tænkte "hvorfor ikke lave det om til en guitar?" Så jeg satte halsen fra en gammel banjo på vaskebrættet og satte en enkelt guitarstreng på det her bastardinstrument, og den første sang, jeg spillede på min nye guitar var Roy's Gang, der åbner den nye plade. Dagen efter indspillede jeg den med min trommeslager, uden at vi havde øvet os, og den der spontane fremgangsmåde satte tonen for hele albummet.

Dine plader har alle en frisk og rå lyd, kunne du forestille dig at indspille i et stort dyrt studie og bruge årevis på at lave et stort lydende album?

– Jeg vil hellere æde min egen fod. Jeg bryder mig ikke om at indspille plader, så jeg vil bare gerne være færdig i en fart. Mine plader skal helst lyde som et beruset frit fald, og derfor bæller vi også meget vin, når vi laver plader.

Jeg husker tydligt din optræden på Roskilde Festival i 2008, hvor du fik hele teltet til at koge. Husker du den koncert?

– Om jeg gør! Det var en fantastisk koncert. Til at starte med var vi lidt skuffede, for vi havde rejst langt for at nå til Roskilde, og vi havde fået at vide, at vi skulle spille i et lille telt med plads til et par hundrede mennesker. Men da vi kom ud på scenen, var teltet pakket, og der stod en kødrand af mennesker, så langt øjet rakte udenfor. Der har været langt over 1000 mennesker. Publikum gik fuldstændigt amok, og en af de lokale aviser (BT, red) skrev, at det var den bedste koncert det år. På trods af det blev vi aldrig inviteret tilbage til Roskilde Festival. Min søn har i mange år besøgt Roskilde som festivalgæst, så han spørger altid, om jeg ikke kan spille der igen, når nu jeg bliver booket til alle de andre store festivaler rundt i verden. Jeg spørger min booker hvert år, om vi ikke kan spille på Roskilde, men de vil ikke have mig tilbage. Derfor glæder jeg mig også til at komme til Northside Festival til sommer, for I får et drag over nakken, og vi kommer til at rocke jer sønder og sammen.

 

Hvem:

74-årige Steve Wold fik sit gennembrud for ni år siden efter en rå og opsigtsvækkende optræden i Jools Hollands populære BBC tv-program, kun akkompagneret af en ramponeret trestrenget guitar og en trækasse døbt The Mississippi Drum Machine til at trampe beatet på.

Hvad:

– Jeg fik mit tilnavn efter en slem omgang søsyge på sprutfærgen mellem Larvik og Hirtshals. Et norsk fjols kaldte mig Seasick Steve, og da jeg år senere skulle have et kunstnernavn, hang det åndsvage navn ved.

Hvor:

– Lige nu er jeg i 30 graders varme i Californien og har derfor intet at klage over i modsætning til dig. For tro mig, jeg kender det skandinaviske vejr på denne årstid, for jeg har boet med min norske kone i Norge de sidste 14 år. Vinteren er stærkt overvurderet, og den eneste måde at overleve på er ved at rejse langt væk fra Skandinavien.

Seasick Steve spiller som nævnt på NorthSide og kan opleves i Danmark til efteråret:

23. september – Posten, Odense

24. september – Studenterhuset, Aalborg

26. september – Amager Bio, København

Find billetter via GAFFA Live

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA