x

Red Hot Chili Peppers og Garbage til Roskilde

Red Hot Chili Peppers og Garbage til Roskilde

Nu er de første to navne til Roskilde Festival 2002 offentliggjort - nemlig Red Hot Chili Peppers (billedet) og Garbage.

Begge bands har tidligere spillet på Roskilde med stor succes. Red Hot Chili Peppers’ optræden på Roskilde bliver deres eneste festivalkoncert i Skandinavien næste år. Bandets to et halvt år gamle album "Californication" hitter stadig, og der skulle komme en opfølger til forsommeren, altså inden Roskilde.

Garbage hitter for tiden med deres nyligt udsendte tredje album "beautifulgarbage" og spillede for nylig på Store Vega i København, hvor de fra scenen sendte en hilsen til Roskilde Festival og dens publikum.

Som GAFFA Online kunne berette i går, er billetprisen til Roskilde Festival 2002 uændret i forhold til de sidste to år, hvis man køber billetten i december. Fra første januar stiger prisen 90 kr.

Roskilde Festival 2002 finder sted i dagene 27.-30. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA