x

Elektronisk slaraffenland fra Plateaux Techniques

Elektronisk slaraffenland fra Plateaux Techniques

Producer og komponist Mads B.B. Krog solgte næsten alt sit musikudstyr for fire år siden, da han havde mistet lysten til at komponere musik. Derefter sad han i et tomt lydstudie og røg vandpibe ved sit klaver, imens hans eneste tilbageværende syntheziser udsendte en summende lyd.

Denne summen blev nærmest en åbenbaring for Krog, der fik den ide at optage alle lydene i det lokale han sad i, heriblandt den elektroniske støj, lyden fra vandpiben, ventilationen og tilfældige slag på klaveret osv.

Resultatet blev en unik lydkollage, hvoromkring et nummer blev til og dernæst krydret med analoge trommemaskiner, vokalbidder, samples fra internettet og en masse akustiske instrumenter.

Den særlige lyd, som frembragtes, inspirerede Mads B.B. Krog til at starte et nyt musikalsk projekt, som han døbte Plateaux Techniques. Efter fire års arbejde er projektet nu endelig klar med et album, hvorpå man finder 14 numre, hvor så forskellige lydkilder som pornofilm, computerspil, vandpibe og fransk rap er nogle af udgivelsens lydingredienser. Stilmæssigt trækker pladen på lounge, electronica, hiphop og jazz.

På den selvbetitlede plade finder man bidrag fra anerkendte musikere som Palle Mikkelborg, Chris Minh Doky og Kaare Norge, samt en række nye talenter.

Albummet udkommer den 29. maj på Creative Copenhagen i samarbejde med Bonnier Amigo.

Plateaux Techniques


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA