x

Slipknot: Folk bliver dummere og dummere

Slipknot: Folk bliver dummere og dummere

GAFFA fanger den Copenhell-aktuelle Slipknot-frontmand Corey Taylor på en telefonlinje fra USA, hvor klokken er ti om formiddagen, og han tilbringer morgenen med at lege med børnene. Og så er det jo oplagt lige at spørge ind til, hvad ungerne synes om hans seneste maske, der om bekendt ikke er for sarte sjæle. 

– Min søn synes, den er cool som ind i helvede. Han gider bare ikke selv have den på, for han ved, hvor ulækker den bliver efter en tour, haha! Men han synes, det er "cool as shit", at den kan deles i to.

Hvordan kommer Copenhell-koncerten til at adskille sig fra koncerten i Forum?

– Vi sørger for at ændre i sætlisten, så det ikke bliver helt de samme numre, I får at høre. Vi tilføjer nogle sange, vi ikke har spillet i et stykke tid, men derudover forsøger vi at gøre noget, der er anderledes, men stadig det samme. Vi ved, der er en del "kids", der ikke får set os, hver gang vi er ude at spille, så vi sørger for, der er nogle elementer, der går igen – over hele verden. Og vi har så mange sange, folk gerne vil høre, at det kan være ret svært at sammensætte en sætliste, alle er tilfredse med, du ved. Men vi sørger for at skifte godt ud i sangene, så det føles frisk for folk, der kommer til mere end én koncert – og for os, der skal spille koncerterne. Så der vil være en udskiftning af sange, men der vil stadigvæk være masser af ild og galskab …måske nogle bomber. Man ved aldrig.

I har aldrig følt jer fristet til at spille nogle af de mere stille sange live?

– Vi skruer nogle gange ned for tempoet midt i sættet. Senest har vi spillet Killpop, som er en mere stille sag, men stadig ret tung i det. Ellers har vi spillet Vermillion, Purity og Gently, og det har fungeret ret godt. Men de helt stille fungerer bare ikke rigtig for os live.

Men I bruger de lidt langsommere sange som en slags pause?

– Der er ingen af os, der er så unge, som vi har været, lad os bare sige det på den måde, haha! Enhver lejlighed til lige at få vejret er velkommen! Og så er det jo så meget desto federe at skrue helt op for energien igen bagefter.

Hang ud med Michael Poulsen

Kender du nogle danske bands?

– Hmm, gør jeg det? Ja, Volbeat er da danske! Ja, de gutter kender jeg ret godt. Vi har spillet en del koncerter med dem her i løbet af det sidste års tid – de spillede også på vores festival, Knotfest. Da vi spillede i København i februar, kom forsangeren (Michael Poulsen, red.) forbi og hang ud med os og snakkede. Det havde jeg ikke regnet med, det var rigtig pænt af ham. Han er en cool fyr!

Hvad lytter du til for tiden? Er der noget, der vil overraske folk, tror du?

– Det tror jeg ikke. Folk er så vant til, at jeg lytter til alt muligt mærkeligt, så der er nok ikke meget, der kan overraske dem længere. Men jeg er virkelig vild med den nye Faith No More-plade (Sol Invictus, red.). Jeg er kæmpe fan og forudbestilte albummet på iTunes, så jeg kunne få nogle af sangene i forvejen. Og de har helt sikkert levet op til mine tårnhøje forventninger! Jeg ser også meget frem til få lyttet ordentligt til den nye Refused-plade, for jeg elsker virkelig det fucking band! Det er ikke altid, jeg får lyttet til så megen nyere musik, men den nyeste kunstner, jeg har købt en plade med, er Labrinth, fordi jeg synes, hans single Beneath Your Beautiful er en vildt lækker sang, og hele pladen er fantastisk.

For nylig lavede du nummeret Wither sammen med rapperen Tech N9ne til hans Special Effects-album….

– Ja, det overraskede sjovt nok en masse mennesker, men for mig og Tech gav det perfekt mening. Tech har været kæmpe Slipknot-fan siden '99, hvor vi også lærte hinanden at kende. Vi har længe snakket om at lave noget sammen, og da han præsenterede mig for musikken til Wither, sagde han: "Gør hvad du har lyst til, så får vi det til at fungere." Så hvis man tænker over det i længere tid end to sekunder, giver det mere mening. Men jeg elsker, at det har taget så mange på sengen, og at nummeret er blevet taget så godt imod, for jeg synes, det er blevet enormt fedt.

Folk stræber efter dumhed

Hvis du lynhurtigt skal nævne dine fem yndlingsbands, hvem er det så?

– Årh mand, den er svær. Det bliver bare de fem, jeg først kommer i tanker om – det kommer jo også an på genren… Nå, men hvis jeg endelig skal, må det blive Metallica, The Ramones, Frank Zappa, Slayer og Faith No More. Men jeg elsker virkelig også Aerosmith – særligt de tidlige plader, der var de virkelig beskidte! Jeg ville være Steven Tyler, da jeg var dreng. Og hvis vi lige skal smide endnu et par boblere ind, ville jeg sige Bad Company, Ceap Trick og Led Zeppelin. Der er så megen musik, der har inspireret mig, og in top fem ændrer sig fra dag til dag.

Til juli udkommer din tredje bog, der handler om folk, der pisser dig af…

– Ja, i det store hele, men den handler ikke kun om folk, der gør mig rasende, den handler også om den stigende latterlighed, der synes at gennemtrænge den verden, vi lever i. Det virker som om, folk bliver dummere og dummere, og det gør mig virkelig oprigtig ked af det. Og ikke alene bliver folk dummere, det er som om, det at være dum er nogen, man stræber efter. Det er jo mere cool at have en eller anden åndssvag video på YouTube, end det er at lave noget, der er ægte og innovativt, og det generer mig, denne fejring af det fordummende. Og det er alle steder. Jeg har været rundt omkring i hele verden, og det er overalt. Det var det, der inspirerede mig til at skrive bogen. Jeg blev ved med at sige til mig selv: "De får mig jo til at hade dem alle sammen!" Det var også der jeg fik titlen fra.

Helt sikkert. Det er jo ikke sådan en verden, man har lyst til at sine børn skal vokse op i…

– Præcis! Og det er jo ikke harmløst. Én ting er at gå ud og drikke sig fuld og gøre nogle dumme ting, sådan har det været længe, og det generer mig ikke. Det der generer mig er, at der er så megen negativ energi og reaktionær vold forbundet med det. Og som far er jeg skrækslagen, for det er over det hele. Man skulle tro, folk ville se på det og så tage afstand fra det eller protestere, men det gør de ikke, og det er ikke den verden, mine børn skal vokse op i – det er fucked up! Men selv hvis der ikke er nogen, der læser bogen eller gider lytte til mig, ved jeg, at jeg i det mindste har prøvet at gøre noget.

Jeg må hellere købe bogen i julegave til venner og familie – så har jeg også gjort min del…

– Hahaha, nemlig!

Hvad er den bedste koncert, du har set?

– Uh, det var også et godt spørgsmål! Jeg har været meget heldig at få lov til at se nogle fantastiske koncerter i løbet af mit liv. Ikke kun da jeg var yngre, men også når jeg har været på tour med bandet. Særligt på de europæiske festivaler her jeg set en masse fede bands. Den er virkelig svær! Jeg så Faith No More på deres første reunion-tour for fem år siden. Da de åbnede med Reunited og så gik over i The Real Thing, fik jeg fucking gåsehud over det hele. Jeg mødte endda Mike Patton bagefter, så det var virkelig en speciel aften for mig. Han har altid været en af mine allerstørste idoler. Han er voldsomt cool, vildt klog og bandet var fucking fantastiske!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA